Christian Have er ikke ansat på Aalborg Universitet, men fået tildelt en ulønnet ærestitel som adjungeret professor. Titlen som adjungeret professor er ikke en stilling man kan søge, men en udnævnelse, som universiteterne kan vælge at tildele personer på højt fagligt niveau, som institutionen ønsker at hædre med denne titel og derved knytte nærmere til sig.
Christian Have er udnævnt til adjungeret professor på grundlag af sin praktiske erfaring og sine publikationer. Han har på intet tidspunkt over for Aalborg Universitet oplyst, at han har titlen cand.phil.
I den meget grundige bedømmelse, der ligger til grund for hans udnævnelse, er det bl.a. fremhævet, at det primært er Christian Haves praktiske, organisatoriske, markedsføringsmæssige, oplevelsesdesignmæssige og pædagogiske kompetencer, der ligger til grund for udnævnelsen.
Dekan for det Humanistiske Fakultet Lone Dirckinck-Holmfeld udtaler:
Universitetet tager naturligvis kraftigt afstand fra snyd med akademiske titler, og såfremt Universitetet får kendskab til sager, hvor dette kunne være tilfældet, undersøges sagen straks og der reageres korrekt og hurtigt herpå.
Christian Have har på baggrund af sin store praktiske erfaring indenfor bl.a. markedsføring og oplevelsesøkonomi fået tildelt en ulønnet ærestitel. Han har ikke overfor universitetet udgivet sig for at være noget, han ikke er. Det er selvfølgelig alvorligt, hvis en person, som er tilknyttet universitetet, i andre sammenhænge giver udtryk for tvivlsom etik omkring brugen af akademiske titler. Derfor tager universitetet også sagen alvorligt og behandler den i øjeblikket i Akademisk Råd. Christian Have er desuden blevet indkaldt til en samtale vedr. etik og moral i brugen af akademiske titler.
For nærmere information kontakt:
Dekan for det Humanistiske Fakultet, Lone Dirckinck-Holmfeld, kan kontaktes via sekretariatschef, Susanne T. Meisner, på telefon: 9940 9590 / 31 21 23 14