UCN og AAU styrker samarbejdet

Med den nye regering er Aalborg Universitet og UCN blevet knyttet til samme ministerium, idet UCN i efteråret 2011 blev overflyttet fra Undervisningsministeriets ressortområde til Uddannelsesministeriet. UCN og AAU har i forlængelse heraf sat sig en målsætning om at styrke samarbejdet.

Lagt online: 21.02.2012

De to institutioner udgør tilsammen de to indgange til videregående uddannelser i Nordjylland. Målsætningen om at styrke samarbejdet følger naturligt i forlængelse af, at UCN og AAU siden 2008 har haft et formelt samarbejde og gennemført en række projekter på kryds og tværs af de to institutioner.

Viden for verden

UCN og AAU ser spændende perspektiver i et styrket samarbejde. Overordnet er det ønsket med samarbejdet at styrke grundlaget for at understøtte den regionale udvikling gennem uddannelse og kompetenceudvikling til det nordjyske arbejdsmarked – og netop fokus på det anvendelsesorienterede er en fælles tilgang ved UCN og AAU.

Michael Johansson, prorektor ved UCN udtaler:
"Der er en gensidig glæde over den fortsatte positive udvikling af vores samarbejde. Sammenligner vi os med det tilsvarende samarbejde mellem landets øvrige universiteter og professionshøjskoler, så er der ingen tvivl om, at vi er langt fremme og har et samarbejde til efterlevelse andre steder. Det kendetegner vores samarbejde, at vi begge parter vil det – at der er en reel samarbejdsvilje. Vi tror på, at et frugtbart samarbejde mellem regionens to hovedaktører inden for uddannelse og kompetenceudvikling kan understøtte en positiv udvikling for erhvervslivet og give bedre muligheder til de studerende. Det er absolut en fordel, at vi ved begge institutioner er orienteret mod at lave viden for verden – fremfor viden om verden, som tilfældet er ved mere klassiske universiteter."

Sammenhængende uddannelsessystem

En af målsætningerne med samarbejdet er at skabe et mere sammenhængende uddannelsessystem, hvor studerende kan gå videre til uddannelser på næste niveau og ikke oplever blindgyder i uddannelsessystemet. Det skal således være muligt, at studerende efter en afsluttet professionsbacheloruddannelser ved UCN kan gå videre på en kandidat- eller masteruddannelse på AAU.

Inger Askehave, prorektor ved AAU udtaler:
"Ved at arbejde tættere sammen opnår vi et større kendskab til hinandens uddannelser og kan lave de små justeringer af vores uddannelser, som gør, at studerende kan læse videre på en overbygningsuddannelse på AAU, efter at de har afsluttet deres professionsbacheloruddannelse ved UCN. Vi har allerede mange uddannelser ved AAU, hvor UCN-studerende på baggrund af forskellige professionsbacheloruddannelser kan læse videre på AAU uden supplering – og hertil kommer et større antal uddannelser, hvor det pt. er nødvendigt med supplering. Vi vil i den kommende tid sætte endnu mere fokus på at skabe et mere sammenhængende uddannelsessystem og lette disse overgange – til gavn for både studerende og uddannelsesniveauet i regionen."

Et andet aspekt af samarbejdet om at skabe et sammenhængende uddannelsessystem er, at UCN og AAU inden for udvalgte områder vil afprøve samarbejdet i forhold til samlæsning, f.eks. ift. AAU’s mindre sproguddannelser og sprogmiljøerne ved læreruddannelsen.

Samarbejde om forskning og udvikling af ny viden

Samarbejdet mellem UCN og AAU vil i de kommende år også blive yderligere styrket i forhold til samarbejde om forskning og udvikling af ny anvendelsesorienteret viden. AAU har som universitet et stærkt fokus på forskning, mens UCN som professionshøjskole har et stærkt fokus på professioner og praksisrelevans. Ved at kombinere styrkerne fra de to institutioner med erhvervslivets behov – både det offentlige og private – er det målsætningen at styrke forsknings- og udviklingsaktiviteterne til gavn for professioner og erhvervsliv.

Et konkret eksempel på samarbejdet om forskning og udvikling er 'Laboratorium for forskningsbaseret skoleudvikling og pædagogisk praksis (LSP)'. Samarbejdet er direkte udsprunget af UCN’s mangeårige erfaring med LP-modellen, der er en pædagogisk analysemodel, hvor resultaterne baserer sig på forskning i forståelse af læringsmiljøets betydning for elevernes sociale og faglige læring.

Til laboratoriet er fra AAU knyttet forskere, der arbejder med uddannelsesforskning, skoleudvikling, didaktik og kreativitet på basis af samfundsvidenskab og humaniora, og fra UCN er knyttet en gruppe medarbejdere inden for lærer- og pædagogområdet. Herudover er der tilknyttet en udenlandsk professor med speciale i kvantitativ uddannelsesforskning, samt i udgangssituationen 6 ph.d.-studerende.

Formålet med LSP er at skabe institutionelle rammer for et tæt samspil mellem AAU og UCN om forskning og deraf afledte aktiviteter i forhold til grundskoleområdet og pædagogiske institutioner for børn og unge.

Det generelle formål med laboratoriets virke er at styrke den forskningsbaserede udvikling af skoler og pædagogisk praksis. Det specifikke formål med laboratoriet er at udføre forskning og dermed sammenhængende forskningsformidling og eksterne forskningsbaserede samarbejder med tredjepart, som kan danne grundlag for forskningsbaseret udvikling på grundskoleområdet og i den pædagogiske praksis i et frugtbart samspil mellem forskning, professionsudvikling og praksis. Forskning med udgangspunkt i bl.a. LP-data, som UCN bidrager med til laboratoriet, vil være en vigtig aktivitet.

Det er målsætningen, at samarbejdet om LSP er det første af flere konkrete og formelle forsknings- og udviklingssamarbejder mellem UCN og AAU.

For yderligere oplysninger:

  • Inger Askehave, AAU Prorektor, Tlf. 27 87 98 29, E-mail: ia@adm.aau.dk
  • Michael Johansson, UCN Prorektor, Tlf. 72 69 13 00, E-mail: mij@ucn.dk