Varmt udstødningsrør køler benzinregningen

Det har været kendt i hundredevis af år, at temperaturforskelle kan benyttes til at lave elektrisk strøm, men det har knebet med at bruge det i praksis. Nu gør forskning imidlertid, at vi kan anvende den såkaldte termoelektricitet til mange ting, og den praktiske anvendelse af termoelektricitet er netop emnet for en konference, som Aalborg Universitet afholder, og som har tiltrukket omkring 500 af verdens førende eksperter.

Lagt online: 09.07.2012

- Tiden er kommet til at hive forskningen i termoelektricitet ud af laboratoriet og få den omsat i praksis, så den kan komme den almindelige borger til gavn, og det bliver omdrejningspunktet på den konference, som vi afholder fra 9-12. juli, siger professor Lasse Rosendahl fra Aalborg Universitets Institut for Energiteknik.

Termoelektricitet handler om, at man bruger temperaturforskelle (varme) til at lave strøm eller strøm til at lave køling. Teknologien er mere kendt fra f.eks.en køletaske, der sættes i bilens cigarettænder og bruger strøm til at fjerne varme. Forskningen indenfor termoelektricitet, hvor man omdanner overskudsvarmen til elektricitet, er nået langt de seneste 15 år, hvor man nu har fundet frem til nogle rigtigt gode termoelektriske materialer, og vi kan derfor begynde at omsætte vores teoretiske viden til kommercielle produkter, og jeg ser frem til at diskutere med omkring 500 af verdens førende forskere på området på konferencen, siger Lasse Rosendahl.

Konferencen afholdes hvert år skiftevis i Amerika, Asien og Europa. Aalborg vandt i konkurrence med et britisk og et græsk bud.

- Vi skylder VISITAALBORG en stor tak for hjælpen med at skaffe konferencen til Aalborg. De har været med helt fra starten for to år siden, og uden en sådan organisation i ryggen er det en kæmpe opgave at stable sådan en konference på benene, så stor ros til VISITAALBORG, lyder det fra Lasse Rosendahl.

Termoelektricitet bidrager til bæredygtighed

I år har konferencen overskriften “Materials. Devices. Systems. Designing the future. Now.”, og konferencen i sig selv bliver med Lasse Rosendahls ord nok noget ”fagnørdet”, men har alligevel stor betydning for den almindelige borger.

- Udnyttelsen af termoelektricitet skal være med til at sikre, at vi får et energimæssigt bæredygtigt samfund, og et firma som eksempelvis Alpcon udspringer af forskningen på AAU. Alpcon laver en lang række termoelektriske løsninger. Både til hjemmet i form af eksempelvis udnyttelse af varme fra radiatoren til at lade mobiltelefonen, ”selvkørende” naturgaskedler mm. og til andre applikationer, der fx udnytter varmen fra bilens udstødningsrør til at lave el med en forventet brændstofbesparelse på omkring 5-10 procent og selvkørende varmeforsyninger til teltlejre brugt af nødhjælpsorganisationer og militæret. For at termoelektricitet kan bidrage til et bæredygtigt samfund, skal vi åbne befolkningens øjne op for, hvad termoelektricitet kan bidrage med i den almindelige borgers hverdag, og det vil vi vise på den udstilling i Nordkraft, der er offentligt tilgængelig under konferencen, nemlig fra d. 9. til d. 12. juli, siger Lasse Rosendahl, som glæder sig til blandt andet at vise en BMW, der bruger varmen fra udstødningsrøret til at skabe strøm til brug i bilen til eksempelvis viskere, radio og aircondition.

I dag findes det kun i biler i den absolut dyrere prisklasse, men som al anden teknologi vil den i løbet af relativ kort tid blive udviklet og forbedret og så falde i pris, så flere får glæde af teknologien.

- Teknologien gør, at en bil kommer til at køre længere på literen uden på nogen måde at gøre køreturen mindre komfortabel, og der er en lang række andre muligheder for brug i fremtiden. Sætter man eksempelvis en termoelektrisk generator ind mellem kedel og brænder i et naturgasfyr, vil man kunne lave strøm, som man så slipper for at hente i en stikkontakt. Alle steder, hvor der er en temperaturforskel, vil man kunne skabe strøm, så det er bestemt en mulighed, at man i fremtiden ved hjælp af termoelektricitet vil kunne oplade sin mobiltelefon på en radiator, som jo stort set alle vil kunne få glæde af. Og der er mange flere muligheder, der både er til gavn for miljø og borgernes pengepung, og jeg håber, at mange vil lægge vejen forbi udstillingen i Nordkraft for at blive klogere på termoelektricitet, siger Lasse Rosendahl.


Kontakt og yderligere information:

Professor Lasse Rosendahl, lar@et.aau.dk, 21 45 11 14

Informationsmedarbejder Hanne Munk Madsen, hmm@et.aau.dk, 99 40 33 13 eller 28 74 95 83

Informationsmedarbejder Maria Hald Friis, mha@et.aau.dk, 99 40 92 38 eller 20 29 23 98

Direktør Paw V. Mortensen, Alpcon A/S, pvm@alpcon.com, 30 62 26 23