7 mio. til forskning i glassets gåder under højt tryk

Moderne glasmaterialer spiller en afgørende rolle i produktionen af smartphones, vindmøller, solceller og optiske fibre. Alligevel er glas på mange måder stadig et mysterium, fordi der mangler forståelse af materialets grundlæggende fysik og kemi. Talentfuld kemi-forsker fra Aalborg Universitet bliver nu som forskningsleder sat til at jagte svar på glassets gåder ved at udsætte udvalgte glasmaterialer for højt tryk.

Lagt online: 06.06.2013

Lektor Morten Mattrup Smedskjær, Institut for Kemi og Bioteknologi, AAU.29-årige Morten Mattrup Smedskjær, der er lektor på Institut for Kemi og Bioteknologi, modtager en prestigefyldt forskningsleder-bevilling på syv millioner kroner fra Det Frie Forskningsråds særlige forskerkarriereprogram Sapere Aude. Det giver ham mulighed for at etablere sin egen forskningsgruppe og udføre grundforskning, som på længere sigt kan gavne fremtidens produktion og produkter:

- Glas har en rodet struktur på nanoskala. Ved at behandle glas under højt tryk kan vi ændre dets mikroskopiske struktur, hvilket også fører til ændringer i de makroskopiske egenskaber. For at kunne udnytte dette til at udvikle nye glasmaterialer, mangler der kvantitative forståelser af, hvorfor og hvordan glas reagerer på højt tryk. I samspil med eksperimenter ønsker vi derfor at udvikle modeller, der kan designe komprimerede glasmaterialer med forudbestemte egenskaber, fortæller Morten Mattrup Smedskjær.

Sapere Aude er latin og betyder ”hav mod til at tænke selv” eller ”vov den frie tanke”. Formålet med Sapere Aude programmet er at skabe karriereveje og at fastholde de mest talentfulde forskere i forskningen. Med forskningsrådets anerkendelse og støtte åbner der sig således spændende nye muligheder og et attraktivt karrierespor:

- Bevillingen giver mig optimale vilkår for at etablere min egen forskningsgruppe, indkøbe nyt laboratorieudstyr og realisere de visioner, jeg har for min forskning. Jeg får således mulighed for at sætte et betydningsfuldt aftryk på mit forskningsfelt, og med finansieringen af udlandsophold giver det mig også mulighed for at videreudvikle mine internationale forskningskontakter og etablere nye. Muligheden for at forfølge mine egne ideer og forme min egen forskningsprofil er af afgørende betydning for min fremtidige forskningskarriere, siger Morten Mattrup Smedskjær.

Sårbart men vigtigt

En vigtig del af hans motivation er bevidstheden om, at forskning i glas og brugen af det til tider skrøbelige materiale har spillet en mere afgørende rolle, end mange er klar over.

- Glasmaterialer har fundet mange anvendelser igennem tiden. Det er blevet opgjort, at halvdelen af det 20. århundredes 20 største ingeniørbedrifter gjorde brug af glas – og en fjerdedel af disse med glas som en kritisk komponent. Intet andet materiale har bidraget så meget til moderne teknologi. Så man kan spørge sig selv: hvad kunne glas anvendes til, hvis vi forstod det bedre? Udviklingen af nye glasmaterialer med unikke og forudbestemte egenskaber kan således være nøglen til at adressere nogle af klodens presserende energi- og miljøproblemer, spår forskertalentet.

Yderligere oplysninger:

• Læs mere om alle Sapere Aude-bevillingerne i pressemeddelelsen fra Det Frie Forskningsråd og i den særskilte omtale af Morten Mattrup Smedskjær.
• 29-årige Morten Mattrup Smedskjær er tidligere blevet hædret med Danmarks Naturvidenskabelige Akademis ph.d.-pris (se omtale på aau.dk) og Spar Nord Fondens Forskningspris (se omtale på aau.dk). Hans samarbejde med amerikanske Corning Inc. om udvikling af stærkere glas til fladskærme og mobiltelefoner har også tiltrukket sig opmærksomhed (se videnskab.dk).
• Morten Mattrup Smedskjær modtog i 2011 sin ph.d.-grad fra Aalborg Universitet, hvorefter han tog til USA for at arbejde hos Corning Inc., der er verdens største producent af specialprodukter indenfor glas og keramik. Han er nu vendt tilbage til Aalborg Universitet, hvor han er ansat som lektor.
• Lektor Morten Mattrup Smedskjær, Institut for Kemi og Bioteknologi, tlf. 9940 3578, mos@bio.aau.dk.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.