Aalborgforsker leder 800 miljøhistorikere

Bo Poulsen, lektor i miljøhistorie på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, blev valgt til næstformand for Europas ledende selskab for miljøhistorie – The European Society for Environmental History (ESEH) – på deres sjette konference i München den 23. august.

Lagt online: 13.09.2013

Det var et flertal på 62 stemmer som sendte Bo Poulsen hjem til Aalborg med titlen som næstformand for ESEH’s knap 800 medlemmer. Selv er han meget tilfreds med resultatet.

- Jeg stillede op som kandidat, fordi jeg gerne vil arbejde for, at vi som forskere bliver bedre til at komme ud til det øvrige samfund med vores forskning. De miljøproblemer samfundet står med i dag, løses bedst i den internationale kontekst. Der er brug for, at vi har internationale organisationer, der kan sørge for at koordinerer de forskellige landes forskning. Derfor er ESEH interessant. Det er et forum, hvor vi kan udveksle metoder og nye teknikker inden for vores forskning, siger Bo Poulsen.

ESEH holder en konference hvert andet år for forskere inden for miljøhistorie. De arrangerer sommerskoler og har en del aktiviteter på nettet for at informere om organisationens arbejde regionalt. Bo Poulsen er også med i et nordisk netværk, som indgår i det europæiske netværk.

Bo Poulsen regner med, at hans nye position i organisationen kan give ekstra opmærksomhed omkring AAU.

- Jeg håber, at vores universitet kan blive et knudepunkt for det europæiske netværk, det er også en god chance for at promovere de ting, vi forsker i her i huset. Jeg tror også, at min position i ESEH vil give os et større indblik i hvad der foregår i Europa inden for miljøhistorie, og det vil måske være med til at forbedre min egen undervisning, siger Bo Poulsen.

Miljøhistorie er et tværvidenskabeligt emne med fokus på samspillet mellem naturen og mennesket, og ifølge Bo Poulsen, er det vigtigt, at de studerende kommer til at arbejde med de problemstillinger, som man arbejder med internationalt.

– Det passer som fod i hose til Aalborg Universitets problembaserede læringsmodel (PBL), hvor fokus i høj grad er på erhvervsnære og realistiske problemstillinger, hvor den internationale vinkel giver ekstra krydderi på forskningsprojekterne, tilføjer Bo Poulsen.

Biografi

Bo Poulsen er lektor i miljøhistorie ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet (AAU). Han har en ph.d. i historie fra Syddansk Universitet. Før han kom til AAU for 1,5 år siden har han arbejdet som adjunkt og lektor i seks år på Roskilde Universitet. Bo kan godt lide at arbejde tværvidenskabeligt med andre forskere. I de senere år har han arbejdet med at fremme samfundsforskning inden for miljø og bæredygtig udvikling. Han har markeret sig selv ved at publicere inden for emner som fiskeri, kystkultur, globaliseringsprocesser, Limfjordens miljøhistorier og human kapital. I 2009 modtog han videnskab.dk’s årlige pris for projektet: ”History of Marine Populations”, som var et dansk ledet globalt projekt, og han har tidligere modtaget Hoogendijk-prisen for sin afhandling om Nordsøens sildefiskerier, 1600-1860.