Intens spænding og venten blev afløst af checks og hæder, da først vinderne af Aalborg Universitets konkurrence Nordjysk Naturtalent blev kåret i foredragssalen i Medborgerhuset i Aalborg lørdag formiddag.
Nordjysk Naturtalent er en konkurrence, hvor nordjyske gymnasieelever kæmper om at lave de bedste opgaver i kategorierne Matematik, Biologi, Fysik og Kemi. I hver kategori udpeges en vinder og en nummer to, og den bedste af alle på tværs af kategorierne bliver tilmed udnævnt til Nordjysk Naturtalent.
I år går den hæder til Sabina David Ruban fra 3.y. på Mariagerfjord Gymnasium for en opgave om Reaktionskinetik og enzymer, som samtidig vandt Kemi-kategorien.
- Det havde jeg ikke regnet med. Når jeg nu var blevet bedt om at møde op, vidste jeg nok godt, at jeg ville vinde noget, men jeg tænkte, at det nok udelukkende var i Kemikategorien. Jeg havde ikke regnet med at blive Nordjysk Naturtalent, men det er da rigtig dejligt, fortæller en glad Sabina David Ruban.
På vej i lægekitlen
I alt omkring 35 gymnasieelever kæmpede om hæder i de fire forskellige kategorier, og i hver af kategorierne var der en førstepræmie på 2000 kroner og en andenpræmie på 1000 kroner sponsoreret af Det Obelske Familiefond.
Yderligere 3000 kroner og titlen som Nordjysk Naturtalent var der så til forfatteren af den allerbedste opgave på tværs af kategorierne, og i år gik den hæder altså til Sabina David Ruban fra Mariagerfjord Gymnasium.
Det nykårede naturtalent søger ind på Medicinstudiet på Aarhus Universitet i år.
- Jeg vil gerne være læge, fordi jeg gerne vil være i kontakt med folk og hjælpe dem, men jeg vil også gerne forske i medicin og i medicinens virkninger, så for mig vil det være ideelt med et lægejob, hvor jeg samtidig har tid til at forske, siger Sabina David Ruban, som i lighed med de fleste konkurrenter til titlen fik karakteren 12 for sin opgave, og det er ikke uden grund.
Et panel bestående af forskere fra Aalborg Universitet står bag bedømmelsen af opgaverne, og panelet er også meget tilfreds med hendes opgave. Som begrundelse for at tildele Sabina David Ruban titlen som Nordjysk Naturtalent 2013, skriver de:
- Hun har skrevet en meget gennemarbejdet rapport med titlen ”Reaktionskinetik og enzymer”. Sabina David Ruban har i sit projektforløb arbejdet med Michaelis-Mentens model og har vist, hvordan man eksperimentelt kan bestemme de relevante data, så modellen kan anvendes til at beskrive en kemisk proces. Rapporten er velstruktureret, argumenterne logisk opbygget og teksten skrevet i et klart sprog. Hun viser dermed, at hun har en stor forståelse for kemiske processer og enzymkinetik.
Hæder til fem gymnasier
Mens Sabina David Ruban altså sørgede for, at både førstepræmien i Kemi-kategorien og titlen Nordjysk Naturtalent gik til en elev fra Mariagerfjord Gymnasium, kan gymnasier i Støvring, Dronninglund, Nørresundby og Aalborg også glæde sig over at have præmievindere gående på gymnasierne.
I Kemi-kategorien snuppede Bella Terragni fra 3.G. på Støvring Gymnasium andenpladsen efter Sabina David Ruban for opgaven ”Reaktionskinetik”, og hun roses blandt andet for at have stor viden om reaktionskinetik og kemiske processer og for at være i stand til at omsætte den viden til at analysere praktiske forsøg.
Thao Thu Thi Tran fra 3.y. på Nørresundby Gymnasium tog sig af førstepladsen i Matematikkategorien for en opgave om svingninger, og om hvordan differentialligninger kan anvendes til at analysere mekaniske svingninger både med og uden dæmpning.
Frederik Ødum Nielsen fra 3.x. på Aalborghus Gymnasium vandt andenpræmie i kategorien for sin opgave om relativitetsteori og dens betydning for forståelsen af verden omkring os, fx at tid og afstand er relative mål.
Som brødre vi dele
Biologi- og Fysikkategorien deles Dronninglund Gymnasium og Hasseris Gymnasium pænt om. I Biologikategorien vandt Mads Andersen fra 3.e. på Dronninglund Gymnasium for en opgave om ”Motion og læring”, hvor Mads Andersen beskriver, hvordan motion kan påvirke læring, og han designer forsøg til at undersøge de opstillede hypoteser om motions indflydelse på indlæring. Forsøg, som dommerkomiteen finder godt beskrevet og gennemført.
Lin Hedehus fra 3.x. på Hasseris Gymnasium vandt andenpræmie i kategorien for opgaven ”Genregulering og kræft”, hvor hun roses for flot at redegøre for den nyeste viden om, hvordan kræft kan udløses af ændringer i cellernes genregulering.
I Fysikkategorien tog Hasseris Gymnasium så førstepladsen. Det skyldes Sigurd Søgaard Christensen fra 3.y., som har lavet en opgave om luftmodstand og Magnuseffekten. Han roses for at have skrevet en velstruktureret opgave, ”der er et godt eksempel på, hvordan fysik kan bruges til at forstå hverdagsfænomener som eksempelvis, hvordan man kan få en bold til at skrue sig i mål uden om forsvaret i en fodboldkamp”.
Thomas Albæk Christensen fra 3.a. på Dronninglund Gymnasium vandt andenpræmie for en opgave om harmoniske svingninger, og han roses for både at vise god forståelse for den fysiske metode og tankegang og for at have skrevet en velformuleret og godt struktureret opgave.
Vinderne i oversigtsform:
Kemi
1. præmie (og titlen som Nordjysk Naturtalent): Sabina David Ruban, 3.y. Mariagerfjord Gymnasium
2. præmie: Bella Terragni, 3.a. Støvring Gymnasium
Biologi:
1. præmie: Mads Andersen, 3.e. Dronninglund Gymnasium
2. præmie: Lin Hedehus, 3.x. Hasseris Gymnasium
Matematik
1. præmie: Thao Thu Thi Tran, 3.y. Nørresundby Gymnasium
2. præmie: Frederik Ødum Nielsen, 3.x. Aalborghus Gymnasium
Fysik
1. præmie: Sigurd Søgaard Christensen, 3.y. Hasseris Gymnasium
2. præmie: Thomas Albæk Christensen, 3.a. Dronninglund Gymnasium