AAU fagområde er mest citeret

Kommunikationsforskningen på AAU klatrer fortsat op ad international rankingliste.

Lagt online: 14.05.2013

Netop offentliggjorte tal fra en international rankingliste viser, at AAU nu er det mest citerede danske universitet inden for kategorien Communication & Media Studies. Samtidig er universitetet det tredje mest citerede i Norden efter Oslo Universitet og Alto Universitetet i Finland. Derudover bevarer AAU sin placering som nr. 151 blandt verdens universiteter inden for kategorien Communication & Media Studies.

- Jeg tror, at denne fremgang skyldes flere faktorer. For det første har vi på Institut for Kommunikation en bred og nuanceret forskning inden for kommunikation, og det har vi haft i årevis. For det andet har vi i kraft af, at vi har fået ansat en række nye dygtige kollegaer i både Aalborg og København, kunnet udvide vores i forvejen gode stab af forskere og dermed også vores netværk. Det er vigtigt, for på den måde opstår der nye forskningsmuligheder og nye forskningsmiljøer, som kan bidrage inden for felter, som vi hidtidig ikke har kunnet dække. En tredje og tilsvarende vigtig faktor er, at vi over en årrække har arbejdet meget strategisk inden for vores forskningsmiljøer. Vi har en række rigtig stærke ”vidensgrupper” som har mulighed for hver især og tilsammen at arbejde fokuseret og strategisk med at udvikle deres forskning, men også samtidig at arbejde med deres internationale netværk, understreger Mikael Vetner, institutleder på Institut for Kommunikation.

Læs mere om AAU og ranking.