- Jeg var og er til stadighed utrolig glad for mit job hos LEGO og derfor havde jeg ikke umiddelbart lyst til at tilsidesætte min karriere for at efteruddanne mig. Men eftersom jeg altid har haft en drøm om at opnå en ph.d.-grad, kontaktede jeg min forhenværende specialevejleder Harry Boer med henblik på at høre mere om den såkaldte deltids-ph.d.. Denne deltids-ph.d. gav mig nemlig mulighed for at blive i mit job, og simultant opnå den ph.d.-grad, jeg altid har drømt om, fortæller Business Process Manager Stine Hendler Pedersen fra LEGO Koncernen.
Aalborg Universitet har over flere år haft ambitionerne om at udvikle et alternativ til den treårige regulære ph.d. og erhvervs-ph.d., som tilgodeså erhvervsfolk med en hektisk karriere. Derfor var det også glædeligt, da ”Den teknisk-naturvidenskabelige ph.d.-skole” realiserede drømmen i vinteren 2010 i samarbejde med professor Harry Boer fra Center for Industriel Produktion, Aalborg Universitet.
Tid til fordybning i egen virksomhed
Mere præcist, så henvender uddannelsen sig til erhvervsfolk indenfor teknologi, udvikling og ledelse, som ønsker at reflektere og lade sig inspirere i en hverdag, hvor det konstant er påkrævet at udforske nye forretningsmuligheder.
- Udgangspunktet for projektet i din deltids-ph.d. er den virksomhed, man er en del af og derfor er LEGO mit casestudie. Ordningen giver mig således mulighed for at fordybe mig i en kompleks strategisk opgave, der ellers ikke ville være tid eller ressourcer til at beskæftige sig med og det er naturligvis en kæmpe fordel for både LEGO og jeg, siger Business Process Manager Stine Hendler Pedersen.
Adgang til internationalt netværk
I løbet af den femårige uddannelse deltager den studerende på en række spændende kurser, ligesom man modtager kvalificeret vejledning og besøger anerkendte virksomheder og forskningscentre hjemme og i udlandet.
- Helt overordnet har min deltagelse i ordningen styrket mine faglige- såvel som personlige kompetencer. Dertil har jeg fået adgang til den nyeste viden fra et stort internationalt netværk i dels erhvervslivet og dels den akademiske verden, hvilket er med til at kvalitetssikre resultatet og dertil sikre min position som specialist indenfor mit område, afslutter Business Process Manager Stine Hendler Pedersen fra LEGO Koncernen.
Yderligere information om deltids-ph.d. på Aalborg Universitet
Professor Harry Boer, Center for Industriel Produktion på Aalborg Universitet
- Telefon: 9940 8934
- Mail: hboer@business.aau.dk
- Web: www.cip.aau.dk/Uddannelse/Deltids-Ph.d.+program/