Arkitektur & Designstuderende udstiller i Utzon Center

Hvordan nytænker vi arkitektur og design, så vi kan optimere og forbedre det, der allerede eksisterer? Det giver en række afgangsstuderende fra Arkitektur & Design-uddannelsen fra Aalborg Universitet deres bud på og viser dem frem på en udstilling i Utzon Center.

Lagt online: 26.06.2013

Juli ud er der mulighed for at kigge på Arkitektur & Design-projekter i Utzon CenterSom sommeren rammer Aalborg, bliver Utzon Center igen den vigtigste scene for unge talentfulde civilingeniører fra Arkitektur og Design-uddannelsen til udstilling af deres værker.

Sideløbende med afgangseksaminerne for 2013, præsenterer 39 grupper fra studiet for Arkitektur og Design deres vision for fremtiden inden for arkitektur, urban design samt industrielt design.

Udstillingen er sammensat af de endelige projekter fra de spændende og talentfulde studerende efter fem års studier på Aalborg Universitet, som har udfordret sig selv i udviklingen af avancerede løsninger i form af konstruktioner, urbane landskaber og teknologisk innovation.

Genopfind det eksisterende

Projekterne fokuserer primært på at genopfinde og nytænke arkitektur og design med et øje på den fremtidige udvikling med henblik på at optimere og forbedre det, der allerede eksisterer. Projekterne spænder vidt og giver mange interessante bud på, hvordan de produkter, bygninger og byer, vi omgiver os med i hverdagen, skal se ud i fremtiden.

Civilingeniørerne fra arkitekturspecialet har i år især arbejdet med udviklingen og designet af museer, kirker og hospices. Parallelt, i en noget større skala, kan der ses design af masterplaner, byomdannelser samt havne- fronte hos de urbane designere. I den lille skala bliver der udstillet industrielle maskiner og andre teknologiske redskaber, som er videreudviklet af de industrielle designere.

Mød de fremtidige medarbejdere

Udstillingen har allerede kørt i flere år, og den er kendt for at være en platform, hvor virksomheder, organisationer samt institutioner kan få adgang til en pulje af de dygtigste ingeniører og potentielle fremtidige medarbejdere, hvilket på denne måde bidrager til udviklingen af økonomien i Aalborg og Danmark generelt.

Kom og se projekterne for den fremtidige arkitektur og design på Utzon Center fra lørdag d. 29. juni kl. 10. Ud- stillingen løber indtil d. 31. juli 2013. Alle dage kl. 10-17.