Allerede i oldtiden blev mange af de principper, vi bygger efter i dag, opfundet, men der er sket meget siden da. Udviklingen gør, at det har kunnet lade sig gøre at bygge verdens højeste bygning, Burj Khalifa i Dubai, hele 828 meter op mod himlen – og det uden at brase sammen selv under en orkan eller et jordskælv. Det kan vi fordi, vi har lært, hvordan naturens kræfter takles!
Men uanset hvor meget du passer på, kan du være så uheldig, at der går ild i dit hus. I gamle dage betød en brand tit, at hele byen brændte ned til grunden. I dag ved vi heldigvis meget om brand, og hvis du er snu og forstår dig på ilden, kan du undgå, at ilden spreder sig og brænder hele huset ned! I Universitarium i Utzon Center kan du undersøge, hvad der skal til, for at en brand starter – og du kan lære, hvordan du slukker den, hvis uheldet er ude, og det hele foregår i samarbejde med Beredskabscenter Aalborg.
Lyddæmpende sofa
Du tænker måske ikke over det, men materialer har stor betydning for, hvor godt vi har det i et rum.
- Sådan en ting som akustikken i et rum betyder rigtigt meget, og det kan du virkelig både høre og mærke i Universitarium. Prøv først at være i et hårdt akustisk rum med betongulv og hårde møbler og så gå ind i et rum, hvor gulvtæpper og bløde sofaer giver en helt anden oplevelse – måske finder du ud af, at et blødt tæppe på gulvet vil gøre din stue meget mere behagelig at være i, siger projektleder for Universitarium, Janni Nesager Toft, Aalborg Universitet.
Næse i AAB-klasse?
Men det er ikke kun ørerne, der bliver aktiveret i Universitarium. Du skal nemlig også bruge næsen. Men hvor god er din næse? Er den i samme klasse som AAB? Altså i Superligaklasse? Det kan du finde ud af i Universitariums ”Lugteri”, og har du en rigtig god lugtesans, kan det i yderste konsekvens være med til at redde dit liv.
-Dufte bringer minder frem. Måske duften af nybagte pandekager minder om sommer ved mormor eller måske duften af en blomstereng minder dig om din første forelskelse. Men næsen bringer ikke bare minder frem, den fungerer også som en alarm. Den fortæller dig, når der er udslip fra en kloak eller når der er røg fra en brand, så du kan redde dit liv – og din fremtid, så kom og test din lugtesans, lyder opfordringen fra Janni Nesager Toft.
Prøv og lær
Og et besøg i Universitarium handler i udpræget grad om selv at prøve og på den måde lære.
- Vi vil gerne vække gæsternes nysgerrighed, og det gør vi bedst ved, at gæsterne selv prøver tingene. På den måde lærer de gennem oplevelser frem for ”blot” at høre en fortælle om et emne, så det er bare med at komme ned i Universitarium og slippe sit indre legebarn løs og prøve alle de sjove aktiviteter. Og tegnebogen kan I godt lade blive hjemme, for der er gratis entre for alle, siger Janni Nesager Toft.
Og der er masser af kaste sig over. Du kan for eksempel prøve at sætte strøm til et vindue, så det bliver uigennemsigtigt, og i en bilsimulator kan du selv prøve, hvor farligt det er, når du kører bil og bliver blændet. Du kan også prøve det særlige prøverum, hvor du kan se, hvordan farvet tøj ser forskelligt ud afhængig af, om man står i et rødt eller et blåt lys. Og så kan du selv prøve de principper, man bruger, når man bygger et hus, og du kan blive blæst helt igennem i Universitariums vindsimulator på havnen.
Yderligere oplysninger:
• Projektleder Janni Nesager Toft, 99 40 34 95, mobil 6114 45 66, jnt@adm.aau.dk
• Leif Heinzl, tlf. 29 46 89 07
• Læs mere på http://www.universitarium.dk
Åbningstider:
• Der er gratis entré til Universitarium i Utzon Center på havnefronten i Aalborg alle ugens dage fra 10-17 i perioden fra 29. juni til 12. august. Fra 13. august til 27. september er der åbent hverdage mellem 15-17, lørdag og søndag mellem 10-17.
Fakta om Universitarium:
• Universitarium har hvert år siden 2003 holdt interaktive udstillinger i Aalborg om teknik og naturvidenskab for børn og unge. Universitarium finansieres af Aalborg Universitet, sponsorer og gennem samarbejde med erhvervslivet. Formålet er at øge interessen for de teknisk-naturvidenskabelige fag.
• Ca. 25.000 besøgende forventes at besøge årets Universitarium, der er for alle fra 10 år og opefter, med særlig vægt på de 10-12-årige. Efter skolernes sommerferie er der også mulighed for besøg for hele skoleklasser. Universitarium er efter Aalborg Zoo Aalborgs næststørste attraktion for børnefamilier.
• Studerende fra AAU arbejder hver sommer som ”piloter”, der kan give forklaringer og guidede rundvisninger i Universitarium.
• Universitarium er blevet til ud fra idé og koncept af Leif Heinzl og Lene Klitgaard på Aalborg Universitet.