De første lægestuderende fra Aalborg i gang på hospitalet

Det var med stor glæde og mange forhåbninger, da de første lægestuderende fra Aalborg Universitet blev budt officielt velkommen på Aalborg Universitetshospital.

Lagt online: 04.09.2013

 Den 2. september var en ganske særlig dag for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Aalborg Universitetshospital. Det var nemlig allerførste dag i klinikken for de 50 første lægestuderende fra Aalborg Universitet. Kl. 8.00 mødte de op i deres respektive afdelinger – og kl. 13.00 samledes de i auditoriet på Aalborg UH Syd, hvor de blev budt velkommen af lægefaglig direktør Morten Noreng.

- Det her har jeg set meget frem til. Et rigtigt stort velkommen til jer. De andre lægefaglige direktører rundt om på de store hospitaler er meget misundelige over, at vi nu her får en flok spritnye studerende fra en spritny uddannelse, sagde Morten Noreng blandt andet.

Han kom også ind på, at på så stort et hospital, med omkring 80.000 patienter om året, er det svært at undgå at få klager.

- Men det er meget sjældent, vi får klager vedrørende det faglige forhold. Det er over dårlig kommunikation og information. Jeg glæder mig over, at kommunikation med patienten har høj prioritet i jeres uddannelse, lød det fra Morten Noreng, der sluttede af med at udtrykke håb om, at de studerende om tre år – når lægeløftet er aflagt – vil søge basislægestillingerne på hospitalet.


Dekan Egon Toft, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, ønskede de studerende tillykke med, at de nu er i gang med kandidatuddannelsen.

- Det er en ganske særlig dag for os. Det er det, fordi det er jer, der skal skabe fremtidens sundhedsvæsen i Nordjylland. I skal være gode, hele læger. I er simpelthen en ganske særlig art – og I skal komme med jeres drive og motivation her og få dem til at elske jer, sagde Egon Toft.

Derefter tog de ansvarlige for undervisningen af de studerende over – klinisk lektor, overlæge Tom Buur, som er semesterkoordinator gennemgik semesterplanen og studiekoordinator, klinisk lektor, overlæge Stig Andersen supplerede med at evaluere den foregående uges færdighedstræning, som det viste sig, at stort set alle havde været meget begejstret for.

- I vil undervejs opleve at få modgang, men det har vi alle haft. ”Don’t give up! Kæmp videre og find en af os at tale med om det, sagde Tom Buur blandt andet, suppleret af Stig Andersen, der understregede, at undervisernes dør altid står åben for de studerende.

Til sidst fik de studerende deres ID-kort og er dermed en del af medarbejdergruppen på Aalborg Universitetshospital.