Konkurrencen er støttet af det tekniske forlag O’Reilly, og den holdes på en række universiteter i Europa, Afrika og Mellemøsten. I Esbjerg-versionen bestod udfordringen for fem konkurrerende grupper af studerende fra 2. semester i at designe det bedste fysiske interface. Blandt de deltagende projekter var et hjælpeværktøj til ældre, så de husker deres piller, samt en særlig variation over bordfodbold.
Det fem personer store dommerpanel med universitetets egne eksperter i elektronik, æstetik og innovation valgte altså trøjen til børn med autisme som vinder. Begrundelsen var, at selve idéen er fremragende, og at designet af interfacet er overbevisende og tilpas simpelt udført.
Den stolte vindergruppe forklarer, at de hurtigt blev enige om, at deres design skulle være noget, som kan tages på og bæres på kroppen.
- Vi har derefter gjort meget ud af at finde en målgruppe, som kan have glæde af projektet. Heldigvis fik vi mulighed for at arbejde sammen med Ådalsskolen, og feedback derfra på vores projekt har været en essentiel del af processen.
Gruppen har især været meget opmærksom på, at produktet skal være let at bruge. Så enkelhed er en vigtig del af designet:
- Man skal bare tage trøjen på og tænde den, og så er man klar. Så kan den gøres til et spil, et instrument eller et festligt indslag, der bryder isen i forhold til fremmede. Produktet er i sig selv meget simpelt, og der er plads til forbedringer og videre udvikling, hvilket gør det til et spændende projekt at være en del af, forklarer vindergruppen i en fælles udtalelse.
• Læs mere (pdf) om designudfordringen og bedømmelseskriterierne i Aalborg Universitet Esbjergs udgave af O’Reilly Academic Prize Scheme 2013.
• Vindergruppen består af de fem medialogi-studerende Alex Vrang Hansen, Jørn Nielsen, Nicolay Christian Toftdahl, Rasmus Roy Tillgaard og Stefano Giusio.
• Lektor Eva Petersson Brooks, Aalborg Universitet Esbjerg, mobil 2310 4456.