Fejrer forgyldte unge forskere

Unge forskere, som det seneste år har været med til at tiltrække fondsbevillinger, legater og hæderspriser, blev torsdag fejret af Aalborg Universitets Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet.

Lagt online: 13.06.2013

TEKNAT fejrer de unge forskere, der via priser, legater og fondsstøtte er godt på vej op ad karrierestigen.Det var fakultetets leder, dekan Eskild Holm Nielsen, som havde inviteret 14 fremgangsrige videnskabelige talenter for at gratulere og takke dem for indsatsen. Han opmuntrede dem samtidig til at benytte den eksterne støtte som vigtigt springbræt.

- Ekstern finansiering sikrer adgang til ressourcer, som er nødvendige for at kunne udføre ny forskning. Ved at være opmærksomme på at tiltrække støtte til universitetet, skaber I et vigtigt grundlag for jeres fremtidige arbejde. Samtidig styrker det jeres faglige netværk og jeres CV, så det har både stor betydning for jeres forskningsområder og for jer selv. For nogle af jer vil det være første gang, I kan glæde jer over at have modtaget en bevilling. Men det er også vigtigt, at I kigger fremad mod kommende ansøgninger og kommende muligheder, sagde Eskild Holm Nielsen.

Lederansvar at spotte nye stjerner

Det er første gang, fakultetet holder et særligt anerkendelsesarrangement for de unge forskere. En del af dem havde selskab af institutledere og professorer fra de afdelinger, de hører til hos, og lederne fik også et velment råd med fra TEKNAT-dekanen:

- I skal være opmærksomme på de unge, der har åbenlyst store evner på jeres område, så de bliver hjulpet frem med en karrievej. Men I skal samtidig have øje for talenter, der er mere ydmyge og tilbageholdende, så deres evner også bliver plejet og udnyttet. Vi har brug for begge dele.

Fokuseringen på talentlaget skal være med til at sikre, at Aalborg Universitet også fremover blander sig, når der bliver delt forskningsmidler ud fra de vigtigste forskningsråd:

- Det signalerer, at vi er i stand til at gøre os gældende på både national og international skala, sagde Eskild Holm Nielsen.

De unge forskere, som blev hædret, er:

• Ph.d.-stipendiat Karsten Fyhn fra Institut for Elektroniske Systemer (EliteForsk-rejsestipendie).
• Lektor Morten Mattrup Smedskjær fra Institut for Kemi og Bioteknologi (Spar Nord Fondens Forskningspris og senest også et Sapere Aude legat fra Det Frie Forskningsråd).
• Ph.d.-stipendiat Mads Albertsen fra Institut for Kemi og Bioteknologi (Roblon Prisen).
• Erhvervspostdoc Tom Nørgaard Jensen fra Institut for Elektroniske Systemer (støtte fra Højteknologifonden).
• Erhvervspostdoc Henrik Steensgaard Toft fra Institut for Byggeri og Anlæg (støtte fra Højteknologifonden).
• Postdoc Anna Joanna Marszal fra Institut for Byggeri og Anlæg (Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion).
• Postdoc Jacek Maciej Pierzchlewski fra Institut for Elektroniske Systemer (Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion).
• Postdoc Jens Laurids Sørensen fra Institut for Kemi og Bioteknologi (Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion).
• Postdoc Huai Wang fra Institut for Energiteknik (Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion).
• Lektor Mads Græsbøll Christensen fra Institut for Arkitektur og Medieteknologi (Statoil Prisen 2013).
• Postdoc Luca Turchet fra Institut for Arkitektur og Medieteknologi (Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion).
• Postdoc Morten Videbæk Pedersen fra Institut for Elektroniske Systemer (Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion).
• Erhvervspostdoc Osama Nafeth Saleem Alrabadi fra Institut for Elektroniske Systemer (Højteknologifonden).
• Erhvervspostdoc Liang Hu HAN fra Institut for Elektroniske Systemer (Højteknologifonden).

Yderligere oplysninger:

• Dekan Eskild Holm Nielsen, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, AAU, mobil 2944 8337.