Forskning, kunst og kultur mødes på Mors

Fra den 22. til den 24. august inviterer Morsø Kommune og Region Nordjylland til Kulturmøde på Mors. Her sætter AAU-forskere sammen med kunstnere, politikere og erhvervsledere kulturen og dens rolle til debat.

Lagt online: 20.08.2013

Fra den 22. til den 24. august rykker kunstnere, forskere, debattører, politikere og repræsentanter fra erhvervslivet til Nordvestjylland. Det sker, når Morsø Kommune og Region Nordjylland inviterer til et 48 timer langt kulturmøde på Mors. Og her spiller forskere fra AAU en central rolle. Samspillet mellem forskning, kunst og kultur er nemlig vigtigt både nu og i fremtiden. Når kulturminister Marianne Jelved kl. 14 åbner Kulturmødet, og den første af i alt syv debatter går i gang, sker det derfor med deltagelse af dekanen for Det Humanistiske Fakultet, Lone Dirckinck-Holmfeld.

- Det er vigtigt, at vi er til stede på Kulturmødet og diskuterer, hvad kultur og kunst er, og hvordan vi kan bruge kunsten til at skabe læring. Kunst påvirker os nemlig. Den gør os usikre, og den får os som forskere til at tænke endnu en gang: Er der en dimension, jeg har glemt? Kan jeg undersøge mit felt på helt andre måder? Aalborg Universitet har traditionelt et stort fokus på at koble praksisviden med videnskab. Og jeg opfatter kunst som en tredje vidensform og mener, at der er et stort uudnyttet potentiale i samspillet mellem kunst, kultur og videnskab, forklarer hun.

Campingkvinder deltager i kulturfestivalen
Derudover deltager også lektor Lasse Andersson fra Institut for Arkitektur og Medieteknologi, lektor Anker Gemzøe fra Institut for Kultur og Globale Studier og professor Jens F. Pedersen fra Institut for Kommunikation i diskussioner om kulturen og dens aktuelle og fremtidige rolle. Samtidig er der mulighed for at opleve det mobile kunstværk, Campingkvinder, som den norske kunstner, Marit Benthe Norheim har skabt. Det har siden foråret haft base foran Det Humanistiske Fakultet på AAU’ campus, hvor det blandt andet indgår i arbejdet med at skabe fremtidens læringsrum. Men i 48 timer er der altså mulighed for at opleve kunstværket som en del af den brede kulturfestival, der finder sted i Nykøbing Mors under Kulturmødet.

Fakta:
- Kulturmødet finder sted fra den 22-24. august i Nykøbing Mors
- Kulturmødet er blevet til i et samarbejde mellem Morsø Kommune, Region Nordjylland og samtlige nordjyske kommuner gennem Kulturaftale Nordjylland
- Der er i alt syv debatter, som modereres af enten Clement Kjersgaard, Adrian Hughes eller Christian Have
- Derudover er der en kulturfestival i byen med fokus på bl.a. musik, litteratur, film og scenekunst
- Læs mere på www.kulturmødet.dk