Der er lagt op til en markant anderledes skoledag for 20 nordjyske femte og sjette klasser, når Aalborg Universitet 13., 14. og 15. maj holder Elevuniversitet. Her kan folkeskoleelever få mulighed for at lære mere om naturvidenskab og energi- og klimaudfordringer samtidig med, at de får mulighed for at se, hvad et universitet er for en størrelse.
- Elever er generelt glade for naturvidenskab, når de begynder i skolen. Senere kølnes interessen ofte, og så kommer den sjældent igen, og det betyder, at for få vælger at læse et naturvidenskabeligt fag. Det er skidt for samfundsøkonomien, da mange virksomheder efterspørger arbejdskraft med en naturvidenskabelig baggrund, og det er et problem for elevernes forståelse af, at naturvidenskaben indgår i stort set alt, vi beskæftiger os med i samfundet. Med Elevuniversitetet håber vi at knække den kurve og gøre vores til, at eleverne beholder interessen for de naturvidenskabelige fag, siger Ole Kronvald, regional konsulent i NTS-center Nordjylland, der arrangerer Elevuniversitetet på vegne af AAU.
Videnskab mellem hænderne
For de traditionelle universitetsstuderende er det ikke uvant med lange forelæsninger i store auditorier, men det bliver der ikke noget af for de besøgende folkeskoleklasser. De starter godt nok ud med at mødes i universitets største auditorium (Auditorium B) for at blive budt velkommen, men efter en kort seance går turen ud i miljøerne, hvor forskellige workshops venter.
- Det handler om, at eleverne selv skal gøre noget. De skal ikke sidde og lytte, de skal i stedet arbejde med tingene og den måde lære, hvordan naturvidenskaben virker, og hvordan den påvirker deres hverdag på den ene eller anden måde. I en workshop får eleverne eksempelvis mulighed for at bygge en såkaldt Stirlingmotor, der drives af temperaturforskelle. I en anden workshop arbejder eleverne med det intelligente hus, altså et hus, der selv sørger for at være varmet op, når beboerne er hjemme, og på den måde spare på energiforbruget. Andre elever får mulighed for at bygge deres egen model af en bygning efter principperne for bæredygtig arkitektur, og på den måde får eleverne en indsigt i, at vi mennesker faktisk selv kan gøre noget for at bruge mindre energi og på den måde sikre et bedre klima, siger Ole Kronvald.
"Ufarlige" studerende
Adjunkter, lektorer og professorer står klar til at hjælpe eleverne. Men eleverne vil også møde masser af studerende. I år udgør de nemlig 50 procent af underviserne på Elevuniversitet, og det er ikke tilfældigt.
- Det faglige indhold skal selvfølgelig være i orden, og det er det, men Elevuniversitetet handler også om, at eleverne skal få en fornemmelse af, hvad et universitet er, og at de, der læser på universitetet, er helt almindelige mennesker. Eleverne får mulighed for at spørge de studerende om alt mellem himmel og jord, og det får forhåbentligt eleverne til at tænke på Aalborg Universitet som et sted, de kunne tænke sig at studere, når den tid kommer. Ved at tale med studerende, som eleverne nok nemmere kan identificere sig med, håber vi, at eleverne finder ud af, at universitetet slet ikke er ”farligt”, men er et sted, hvor helt almindelige mennesker studerer og arbejder. Hvis eleverne ikke kommer fra en akademisk familie, tænker eleverne måske slet ikke på universitetet som et sted, de kan uddanne sig, men her får de en god mulighed for at se nærmere på universitetet og danne deres eget indtryk, så vi glæder os til at byde eleverne velkommen, siger Ole Kronvald.
Yderligere information/kontakt:
Ole Kronvald, Regional konsulent, NTS-center Nordjylland, 24 88 96 20