Til Science Slam dyster 6 forskere i at formidle deres forskningsområde på kun 6 minutter – helt uden brug af PowerPoints og foran et stort dommerpanel: publikum. Og de mere end 200 publikummer valgte Jørgen Riber Christensen som vinder af Aalborgs første Science Slam.
- Formen gik rent ind hos publikum og gav os som forskere en stor udfordring. Vi blev tvunget til at kondensere vores langvarige forskningsprojekter til ganske korte oplæg, fortæller Jørgen Riber Christensen, der var glad for den uventede 1. plads.
Jørgen Riber Christensen havde, ligesom sine fem forsker-kolleger, seks minutter til at formidle sit forskningsområde, og med sit oplæg om viral kommunikation begejstrede han publikum i så høj grad, at de sendte ham øverst på podiet. Det dog i et tæt løb med Tem Frank Andersen og Kristian Torp, der fra scenen holdt underholdende oplæg om henholdsvis sociale medier og GPS-data.
- Det var enormt godt at høre kollegernes oplæg. De viste, hvor bredt vi favner her på AAU og hvor relevant vores forskning er, fortæller Jørgen Riber Christensen.
Præmien
Præmien var en tegning af alle deltagerne kreeret i løbet af aftenen af bladtegner Jens Scmidt Andersen (se billedet).
Håber at gentage successen
Arrangørerne bag Science Slam ser tilbage på en vellykket aften, hvor både publikum og forskere fik faglige input og en god anderledes oplevelse.
- Det gik bedre, end vi havde turdet drømme om. Salen var helt fyldt, og vi fik kun lige præcis gjort plads til alle. Samtidig fik vi stor ros fra både publikum og forskere, så det kunne faktisk ikke være bedre, fortæller konceptudvikler Rune Steiness.
De seneste uger har Rune Steiness sammen med kolleger på de øvrige fakulteter arbejdet intenst på at finpudse detaljerne for fredagens arrangement.
- Med Science Slam ønsker vi at give publikum et anderledes indblik i, hvordan forskning også kan formidles, ligesom vi vil udfordre forskerne til at tænke i andre baner, når de skal præsentere deres forskning. Begge dele lykkedes til fulde, fortæller Rune Steiness.
Ovenpå successen planlægges Science Slam at vende tilbage til efteråret. Hvornår præcis kan Rune Steiness endnu ikke svare på, men på www.scienceslam.aau.dk bliver datoen, når den findes, meldt ud ligesom der vil blive lagt videoer op fra Aalborgs første Science Slam.
Fakta
De modige deltagere til Aalborg Universitets første Science Slam var
- Ilan Sanfi,
- Jesper Abildgaard Larsen,
- Jørgen Riber Christensen,
- Karen Nielsen Breidahl,
- Kristian Torp,
- Tem Frank Andersen.