I det største projekt skal ny trådløs sensorteknologi bruges til at udstyre vindmøller med intelligente vinger, der selv kan beregne, hvordan de kan høste mest energi under forskellige vejrforhold. Projektet har et budget på 65 millioner kroner, og Højteknologifonden har bevilliget 33 millioner til udviklingen, der sker i et tværfagligt samarbejde mellem Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer og LM Wind Power, PolyTech og kk-electronic.
Det er længden på vindmøllevingerne, der har størst indflydelse på, hvor meget energi der kan høstes fra vinden. Men når vingerne gøres længere, giver det øgede udgifter til hele vindmøllens konstruktion. Det kan undgås, hvis de lange vinger udstyres med sensorer, der kan registrere, når vejret skifter. Vingerne kan derefter indstille sig efter vinden, så de producerer mest muligt, men samtidig ikke belaster konstruktionen, hvis blæsten bliver voldsom.
Idéen om at placere sensorer i vindmøllevinger er ikke ny, men den er ofte strandet på, at vindmøllevingen befinder sig i et barskt miljø med risiko for lynnedslag. Det skal løses ved at, Aalborg Universitets mobilantennegruppe udvikler en integreret sensor og en helt ny teknologisk platform, som tager højde for faremomenterne.
- Vi har længe ønsket at arbejde med radio- og antenneteknik inden for de mange trådløse sensorapplikationer, der spås en lys fremtid. Det er nu lykkedes sammen med ledende virksomheder inden for den industri, hvor Danmark virkelig er med fremme - vindmøllebranchen. For os er det vigtigt, at det er med firmaer, der virkelig har potentialet til at gå hele vejen, da vi er kendt for at lave løsninger, hvor andre gode forskere ikke tror, det er muligt, siger professor Gert Frølund Pedersen fra antennegruppen.
Brug bøtten og spar kassen
I det andet projekt med et budget på 30 millioner kroner skal en ny opfindelse sænke prisen på havvindmøller. Professor Lars Bo Ibsen fra Aalborg Universitets Institut for Byggeri og Anlæg og Aalborg-virksomheden Universal Foundation står bag en revolutionerende opfindelse, der skal spare de store omkostninger til havmøllers fundament. Opfindelsen er et såkaldt bøttefundament, der selv suger sig fast i havbunden. Det kan give vindmølleindustrien milliardbesparelser, skabe nye danske arbejdspladser og skåne miljøet i forhold til eksisterende løsninger. Højteknologifonden investerer 15 millioner kroner i projektet, som skal gøre bøttefundamentet klar til industriel masseproduktion.
Undersøgelser fra Carbon Trust Offshore Wind Accelerator (OWA) viser, at omkostninger til fundamenter i en havvindmøllepark kan reduceres med op til 30 procent, hvis man bruger bøttefundamenter. Fundamenterne kan tilpasses forskellige jordbundsforhold og vil dermed være anvendelige i 80-90 procent af vindemølleparkerne i Nordeuropa. Derfor vil The Bucket Foundation være særdeles interessant for vindmølleindustrien.
- Masseproduktion af bøttefundamenter i Danmark har stort potentiale og vil skabe mange nye danske arbejdspladser, siger professor Lars Bo Ibsen.
Udviklingen foregår i et tæt samarbejde mellem Aalborg Universitet og Universal Foundation, og de næste to-tre år vil de og projektets øvrige partnere arbejde tæt sammen om den højteknologiske proces, der skal gøre det muligt at fabriksproducere bøttefundamenterne. Ligesom på en bilfabrik skal elementerne designes, skæres, svejses og transporteres i et automatiseret flow, der gør produktionen rentabel.
Parterne forventer, at projektet vil styrke virksomhedernes markedsposition betydeligt og skabe værdi til det danske samfund. Og det er store værdier, der er på spil. Markedspotentialet for havmøllefundamenter forventes at udgøre 35 milliarder euro alene på det europæiske marked frem til 2020.
Yderligere oplysninger om de intelligente vindmøllevinger:
• Læs mere om de intelligente vindmøllevinger i pressemeddelelsen hos Højteknologifonden.
• Professor Gert Frølund Pedersen, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 9940 8660.
• Lektor Patrick Eggers, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 9940 8659.
• Budget: 65 millioner kr. Højteknologifondens investering: 33 millioner kr.
• Varighed: 3,5 år.
• Projektets titel: Intelligent rotor for wind energy cost reduction.
• Samarbejdspartnere: LM Wind Power (Senior Manager Claus Byskov, tlf. 2044 5527), PolyTech (Senior Manager, Business Development Kenneth Iversen, tlf. 7510 1026), kk-electronic (Senior Project Manager Lars Skjærbæk, tlf. 9692 4516), Højteknologifonden (Kommunikations- og analysechef Thomas Bjerre, tlf. 2090 3855).
• AAU pressekontakt: Carsten Nielsen, mobil 2340 6554.
Yderligere oplysninger om bøttefundamenterne til havmøller:
• Læs mere om bøttefundamenterne i pressemeddelelsen fra Højteknologifonden.
• Professor Lars Bo Ibsen, Institut for Byggeri og Anlæg, AAU, tlf. 9940 8458,
• Institutleder Martin Heide Jørgensen, Institut for Mekanik og Produktion, AAU, tlf. 9940 3005.
• Pressekontakt: Frank Jensen, AAU, 6166 6167.
• Budget: 30 millioner kr. Højteknologifondens investering: 15 millioner kr.
• Varighed: 3 år
• Projektets titel: Cost-Effective mass production of Universal Foundations for large offshore wind parks.
• Samarbejdspartnere: Universal Foundation (Teknisk Direktør Søren A. Nielsen, tlf. 7023 0244), FORCE Technology (Vice President Ernst C Christensen, tlf. 4326 7000), LIC Engineering (Direktør Niels-Erik Ottesen Hansen, tlf. 3962 1642), DTU Vindenergi (Sektionsleder Thomas Buhl, tlf. 4369 6999), Højteknologifonden (Kommunikations- og analysechef Thomas Bjerre, tlf. 2090 3855).
• AAU pressekontakt: Frank Jensen, mobil 6166 6167.