Jurist fra Aalborg Universitet bliver medlem af bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder

Jesper Lindholm ved Aalborg Universitets Juridiske Institut er udpeget som medlem af bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder (IMR). Jesper Lindholm er adjunkt i folke- og menneskeret og har skrevet ph.d.-afhandling om dansk asylret. Han er udpeget på baggrund af mangeårig erfaring med menneskerettighedsarbejde i praksis og teori, bl.a. i internationale organisationer.

Lagt online: 25.06.2013

- Det er oplagt at fokusere på en styrkelse af instituttets forskningsprofil og samarbejde med bl.a. universiteterne i denne henseende, men der er også udfordringer for bestyrelsen i forhold til løbende håndtering af de betydelige forandringer, som IMR undergår i disse år. Også på dette plan glæder jeg mig til at bidrage med mine holdninger og tilgange, siger Jesper Lindholm.

Udpegelsen er for perioden 2013 til 2017.

Institut for Menneskerettigheder (IMR) blev i 1987 oprettet som Det Danske Center for Menneskerettigheder ved en folketingsbeslutning. I 2002 blev IMR etableret som en national menneskerettighedsinstitution via lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, og i 2012 blev det igen gjort til et selvstændigt institut. IMR aflægger hvert år beretning til Folketinget om udviklingen og dets indsats for menneskerettighedssituationen i Danmark. Bestyrelsen træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om institutionens faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning.

Institut for Menneskerettigheder:

  • tager udgangspunkt i de internationale og regionale menneskerettigheder samt de i grundloven indeholdte frihedsrettigheder
  • indsamler, udvikler og formidler viden om menneskerettigheder, både i forhold til danske, europæiske og internationale forhold
  • overvåger og fremmer ligebehandling og beskyttelser mod forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse eller køn
  • fremmer, beskytter og overvåger den danske gennemførelse af FN’s konvention om handicappedes rettigheder.

Tidligere havde rektorerne ved Århus og Københavns universiteter ret til hver at udpege to medlemmer til bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder, men dette er nu ændret så de fire universiteter med juridisk kandidatuddannelser hver kan udpege ét medlem. Aalborg Universitet fik sin juridiske kandidatuddannelse i 2008.