Lægestuderende går til filmen

Lægestuderende går til filmen

Produktionen af en ny film om den nordjyske lægeuddannelse gav fem af de studerende en anledning til at tyvstarte på nærkontakten med patienterne på Aalborg Universitetshospital.

Lagt online: 02.04.2013

De lægestuderende trækker for alvor i kitlerne til sommer, hvor de får deres daglige gang på hospitalet. Men en håndfuld af dem var i forbindelse med filmprojektet inviteret med på den helt store rundtur i deres fremtidige studie- og arbejdsmiljø.

Formålet med præsentationsvideoen er at give uddannelsessøgende og andre interesserede et indblik i den unikke undervisningsmodel og lægevidenskabelige faglighed, der ligger bag medicinuddannelsen i Aalborg. En af de færdigheder, der er lagt ekstra stor vægt på i uddannelsesplanerne, er netop evnen til at kommunikere med patienterne.

- Det er fedt at være ude og få en smagsprøve på, hvad vi skal ud i de næste par år. Vi har haft rigtig meget fokus på kommunikation ude på universitetet, og det er helt sikkert også noget, vi kommer til at bruge meget i vores forhåbentlig store patientkontakt, fortæller lægestuderende Kristian Bundgaard i videoen.

Smugkigget inden for på hospitalet gav de lægestuderende en forsmag på, hvad der venter. For lægestuderende Sille Jensen var det en spændende oplevelse, men hun blev også mindet om, at der er meget at lære endnu for hende og de øvrige vordende læger:

- Det er sjovt at prøve, men man føler sig ikke særlig kompetent endnu. Så jeg håber, at man lærer noget mere i løbet af det næste år, så man bedre kan håndtere situationen. 

Læs mere om kandidatuddannelsen i Medicin.