- Konkurrencen om grundforskningsmidler inden for både naturvidenskab og teknisk videnskab er meget hård, så vores grundforskning skal suppleres med mere anvendt forskning med bedre muligheder for finansiering. Institut for Fysik er en lille enhed med relativt små forskningsgrupper. Alliancer med andre grupper er derfor afgørende for at skabe konsortier, som kan slå igennem med bevillinger. En fortsat udvikling af relationer både til andre forskningsgrupper og til industrien er derfor en vigtig opgave, fortæller Kjeld Pedersen.
Institut for Fysik, som er en del af Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, er i forvejen involveret i en række partnerskaber med andre danske og internationale universiteter. Forskerne samarbejder også med virksomheder via konkrete projekter med støtte fra Højteknologifonden og Det Strategiske Forskningsråd. En af udviklingsmulighederne er at komme med i EU-projekter, og der kan nanoteknologi spille en hovedrolle.
- Vi satsede for snart 10 år siden på nanoteknologi. Det var taktisk fornuftigt i lyset af det fokus, der på det tidspunkt var på nanoteknologi som et nyt område med store muligheder. Her 10 år senere skulle nano gerne være en integreret del af alle teknologiområder som energi, miljø, medico med mere. Fokus er nu i stedet på at udnytte nanoteknologien som et redskab, og vi skal derfor i højere grad promovere strategiske anvendelsesområder for nanoteknologi frem for teknologien i sig selv, mener Kjeld Pedersen.
Hans eget felt, materialeteknologien, er et oplagt sted at starte. Instituttet har eksempelvis stærke kompetencer inden for optiske og magnetiske materialer, bio-materialer samt halvledermaterialer til elektronikindustrien.
- På alle de områder har vi mulighed for at bidrage både i det danske forskningssystem og i forbindelse med nye EU programmer. Netop EU-programmer rummer muligheder for nye kilder til forskningsfinansiering for instituttet, siger Kjeld Pedersen.
På uddannelsesområdet har der de seneste år været fremgang for fysik. Til gengæld har søgningen til ingeniøruddannelsen i nanoteknologi været vigende, i takt med at hypen om nano er aftaget. Ifølge Kjeld Pedersen er en del af problemet, at nano er så bredt et område, der går på tværs af fysik, kemi og bioteknologi. Hans mål er at gøre uddannelsen mere konkret og synlig ved at øge de nano-studerendes samspil med virksomheder i projektarbejder på studiet.
57-årige Kjeld Pedersen har selv en uddannelse som civilingeniør fra maskinretningen på AAU og en ph.d.-grad fra fysik efterfulgt af ansættelser som adjunkt, lektor og professor ved Institut for Fysik. Sideløbende med institutlederjobbet har han opretholdt en aktiv forskningsprofil med talrige videnskabelige publikationer, og han fungerer også som forskningsleder i en række projekter.
Yderligere oplysninger
• Institutleder Kjeld Pedersen, Institut for Fysik, tlf. 9940 9215.