Det strømmede ind med folk i Radiosalen i Aalborg Kongres og Kultur Center torsdag den 3. oktober, så der måtte hentes ekstra stole til de fremmødte, da Center for Sexologisk Forskningscenter (SeFo) bød deltagere velkommen til årets NAC’s konference i Aalborg – Danmarks nye ”Sexcity”.
Konferencen startede med en prækonference, som Sexologisk Forskningscenter var inviteret til at holde af NACs (Nordic Association for Clinical Sexology) – arrangøren bag konferencen. Prækonferencen var en art opvarmning til selve hovedkonferencen, der finder sted indtil den 6. oktober. Under overskriften ”When sex came to Aalborg” varmede forskerne i SeFo op med at give en introduktion til SeFo, der med syv korte foredrag gav konferencedeltagerne indsigt i det tværfaglige videnskabelige og kliniske arbejde, som forskerne beskæftiger sig med i centret. Forskerne fortalte om deres visioner for det nye forskningscenter, aktuelle forskningsprojekter og præsenterede den nye masteruddannelse i sexologi, der netop er startet i september.
Prækonferencen sluttede med en reception på KUNSTEN og en pub crawl i Aalborg.
Konferencen fortsætter indtil søndag den 6. oktober i Aalborg Kongres og Kultur Center. I de næste dage vil forskere og klinikere fra hele Norden præsentere deres forskning og arbejde inden for sexologi-området.
Læs mere om konferencen.