Nordjysk forsker støtter sibirisk turisme

Sibirien ønsker at tiltrække flere turister og satser derfor på uddannelse inden for turismeerhvervet. Det sker i samarbejde med en dansk professor, som netop er blevet hædret for sit arbejde.

Lagt online: 27.06.2013

Professor Henrik Halkier fra Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet er blevet udnævnt til æresprofessor på Tomsk Polytechnic University i Sibirien. Baggrunden for den eksotiske titel er Henrik Halkiers årelange engagement i udviklingen af turismeerhvervet i Sibirien. Sammen med kollegaer fra russiske og europæiske universiteter har han gennem de seneste tre år bl.a. stået i spidsen for udviklingen af det første Master-program inden for turisme i Sibirien.

- Det var vigtigt at udvikle turismen i Sibirien, fordi de naturressourcer, som meget af økonomien bygger på nu f.eks. olie, jo ikke varer evigt. Derfor gælder det om at gøre bedre brug af de store naturmæssige og kulturelle oplevelsesmuligheder, som regionen også rummer, forklarer Henrik Halkier.

Uddannelse af forandringsagenter
Han blev involveret i projektet som følge af et samarbejde med en sibirisk gæste-ph.d.-studerende, og efter det første besøg i Sibirien var interessen for den fjerntliggende del af Rusland vakt. I samarbejde med bl.a. universitetet i Tomsk og VisitNordjylland har Henrik Halkier derfor kastet sig over et nyt projekt. Målet er at sikre livslang læring af kandidater inden for turismeerhvervet ved at etablere en efteruddannelse på Tomsk Polytechnic University.

- Det sker som led i en langsigtet strategi om at bidrage til at uddanne kompetente forandringsagenter til turismeerhvervet i Sibirien og dermed styrke destinationens muligheder for innovativ udnyttelse af de mange natur- og kulturressourcer, fortæller Henrik Halkier.

Derudover arbejder de involverede parter også på at skabe en samarbejdsplatform under overskriften ”Tourism Ressource Center”.

- Meningen er, at den skal skabe basis for dialog mellem det private erhverv, offentlige beslutningstagere og vidensinstitutioner i de involverede regioner i Sibirien, siger Henrik Halkier.

Fakta:
- Henrik Halkier er udnævnt til æresprofessor på Tomsk Polytechnic University i Sibirien
- Det svarer til en titel som æresdoktor i Danmark
- Læs mere om Henrik Halkiers aktuelle projekter på: http://www.tempus-tourism.aau.dk/

For yderligere information kontakt:
Professor Henrik Halkier på telefon: 20 76 20 04 eller på e-mail: halkier@cgs.aau.dk