Ny klinisk professor på Aalborg Universitet

Overlæge ved Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Universitetshospital Øyvind Omland er blevet udnævnt til professor ved Klinisk Institut ved Aalborg Universitet, og udnævnelsen kan betyde en øget interesse for arbejdsmedicin, og det er tiltrængt.

Lagt online: 03.10.2013

Øyvind Omland håber, at professoratet kan skabe øget interesse for at blive læge inden for det arbejdsmedicinske områdeØyvind Omland kan nu kalde sig kalde sig en af blot tre kliniske professorer i arbejdsmedicin i Danmark. Han er blevet valgt til et nyoprettet professorat i arbejdsmedicin ved Klinisk Institut ved Aalborg Universitet, og det glæder den 63-årige overlæge og forskningsansvarlige ved Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Universitetshospital.

- Personligt er professoratet naturligvis en stor glæde for mig og en anerkendelse af min forskning og min undervisning i arbejdsmedicin, men endnu vigtigere er det faktisk for klinikken. Jeg er her ikke for evigt, men det er professoratet forhåbentligt, og den gulerod, som et professorat er, vil forhåbentligt gøre det nemmere at rekruttere nye, yngre læger, som kan bringe faget videre, siger Øyvind Omland, der bor i Aarhus, men har arbejdet på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Universitetshospital som overlæge siden 1999 og været forskningsansvarlig siden 2005.

Bedre undervisningstilbud

Professoratet ved Klinisk Institut betyder, at Øyvind Omland bliver ansvarlig for at starte undervisningen i arbejdsmedicin op for de lægestuderende ved Aalborg Universitetshospital.

- Når vi kan tilbyde de studerende et godt undervisningsforløb i arbejdsmedicin, skulle det gerne have en afsmittende virkning, så flere vælger arbejdsmedicin. Vi mangler læger på klinikken, og det betyder, at vi må nedprioritere alt andet end patientkontakten. Derfor kommer vi mindre end ønskeligt ud på virksomheder og i fagforeninger for at fortælle om arbejdsmedicin, og hvilke risici arbejdsmiljøet kan medføre for helbredet, så en øget interesse vil være særdeles velkommen, siger Øyvind Omland.

Lungesygdomme og kræft som primære interesse

Øyvind Omland har arbejdsbetingede lungesygdomme og kræft som særlige interesseområder, hvilket har gjort, at han eksempelvis har været aktiv i debatten om de mange, nye boliger, der bliver bygget på en grund i Aalborg, hvor der i mere end 50 år blev fremstillet tagplader indeholdende asbest.

- Lungerne og huden er typisk de første organer, der vil komme i kontakt med helbredsskadelige påvirkninger fra arbejdsmiljøet, og vi forsker i, hvad miljømæssig påvirkning betyder for eksempelvis udbredelsen af lungehindekræft. Folk kan blive syge op til 50 år efter at have været udsat for påvirkning eksempelvis fra asbeststøv, så vi forventer, at vi endnu ikke har set toppen af udbredelse af lungehindekræft. Asbest blev forbudt i 1981, så vi forventer at se de fleste tilfælde på landsplan omkring år 2025, siger Øyvind Omland.

- En ny udfordring er svinebakterien MRSA CC398. Bakterien er modstandsdygtig mod de fleste antibiotika og findes i svinestalde p.gr.af det store antibiotikaforbrug. Bakterien, som særligt trives hos svin, er udbredt i landbruget, hvor over 2 millioner svin er bærere. Mange af de ansatte, som passer svinene, er også blevet bærere af bakterien. Foreløbig er få mennesker blevet syge, men hvis bakteriens evne til at give sygdom ændrer sig, så står vi overfor stort nyt helbredsmæssig problem, særlig hvis bakterien bredes ud i befolkningen og til mennesker med svækket immunforsvar, fortsætter Øyvind Omland.

Politisk indgreb betyder ny forskning

Politiske indgreb gør, at klinikken har sat et nyt forskningsområde på dagsordenen.

- Politikerne har udskudt pensionsalderen, fordi vi lever længere. Det er rigtigt, at vi lever længere, men det tidspunkt, hvor kroppen begynder at blive nedbrudt, har ikke ændret sig. Derfor vil en stigende pensionsalder kunne betyde, at mange vil blive ramt af kroniske sygdomme, mens de er i den arbejdsdygtige alder. Vi vil undersøge, hvad det vil betyde for at være i sit arbejde, når man fremover i stigende grad vil få kroniske sygdomme, samt hvad den stigende pensionsalder betyder for udbredelsen af en række sygdomme, eksempelvis prostatakræft, siger den nyudnævnte professor ved Klinisk Institut ved Aalborg Universitet.

Øyvind Omland blev kandidat fra Århus Universitet i 1980, og arbejdede derefter på arbejdsmedicinske klinikker i Århus, Herning og Aalborg, og han var i to år ansat som assisterende arbejdslæge i Arbejdstilsynet. I 1991 blev han speciallæge i arbejdsmedicin og fik sin ph.d.-grad i 2001.