Nye løbere er skade-udsatte

Risikoen for at få en løbeskade er 40-50 pct. Efter 500 km. Det viser et omfattende forskningsprojekt fra Ortpædkirurgisk Forskningsenhed, der har fulgt knap 1.000 nybegyndere i løb over et halvt år.

Lagt online: 22.04.2013

Løbetræning er den mest udbredte motionsform i Danmark, men ofte ender løbeskoene i skabet, når knæet efter et stykke tid begynder at gøre ondt.

Der mangler dokumenteret viden om at undgå og forebygge løbeskader, mener forskningsansvarlig overlæge Sten Rasmussen fra Ortopædkirurgisk Forskningsenhed og ph.d.-studerende Rasmus Østergaard Nielsen, der står bag et stort forskningsprojekt, som har kortlagt løbeskader hos 931 nye løbere over et år.

- Vores undersøgelse er unik, fordi vi har indsamlet så mange oplysninger om løberne. Der findes hverken i Danmark eller udlandet et så omfattende datamateriale, og hovedparten af løbebøgerne på markedet er skrevet af tidligere maratonløbere, som bygger på personlige erfaringer med at løbetræne. Vi vil kunne give evidensbaserede anbefalinger målrettet f.eks. løbere med et BMI over 30 eller løbere med skrøbelige ben, siger Sten Rasmussen

Hyppigste skader
Forskerteamet har fulgt 931 nye løbere mellem 18 og 65 år over et år og målt deres træningsbelastning ved hjælp af ny GPS teknologi. Løberne har fået udleveret et GPS ur og neutrale løbesko, og de har blandt andet uploadet data til en online træningsdagbog og gennemgået fodmåling, vejning, løbetest og styrkeprøver.

Forsøget viste, at hvis man som nybegynder løber 500 km., har man tæt på 50 pct. Risiko for at få en løbeskade i løbet af de 500 km, og de hyppigste skader var skinnebensbetændelse, knæskader og achillesseneskader. Læger og fysioterapeuter har løbende registreret og beskrevet de løbeskader, der er opstået.

- Hver gang løberne har sagt av, hvad enten de selv har henvendt sig, eller vi har observeret, at de ikke har løbet i et stykke tid, er de blevet kald ind til en idrætsmedicinsk udredning. De er kommet ind til en ekspert, som grundigt har undersøgt, hvilken skade de har, og hvordan den skal behandles, siger Sten Rasmussen.

Anbefalinger på trapperne
Forskerne forventer, at de første resultater om årsager til løbeskader offentliggøres i foråret 2013, hvor de blandt andet har undersøgt, om løbere der falder indad på foden har samme risiko for skade, når de løber i en neutral sko som løbere, der har en neutral fodstilling.

- Vi har samlet flere artikler til videnskabelige tidsskrifter. Det ville være skønt, hvis vi kan komme med de første anbefalinger, inden det gode vejr rammer Danmark, og mange personer genoptager deres træning efter vinterpausen, siger Rasmus Østergaard Nielsen.