Også bedre temperaturforhold, bedre indeklima generelt i boligen og en højere pris ved salg spiller ind på husejernes lyst til at energirenovere. Blandt de der har købt hus inden for de sidste par år ses en tendens til, at husets energiforbrug og indeklima har fået større betydning end tidligere. Yderligere motivation finder husejerne i muligheden for at få tilskud til investeringen, skattefradrag og en fornuftig tilbagebetalingstid.
Det fremgår af rapporten Energirenovering. Incitamenter og barrierer blandt husejere i Furesø Kommune, fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet København, som seniorforskerne Henrik N. Knudsen og Ole Michael Jensen har udarbejdet. Forskernes ærinde er at finde ud af, hvorfor det kun er få parcelhusejere, der energirenoverer deres boliger, når der er mange fordele at hente ved en renovering. Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 683 parcelhusejere i Furesø Kommune. Furesø er valgt, fordi kommunen har rigtig mange parcelhuse opført i 1960’erne og 70’erne, hvor de fleste parcelhuse blev bygget, inden man for alvor begyndte at tænke på energiforbrug og klimabelastning.
Projektet er udført i samarbejde med Furesø Kommune, der i øjeblikket er i dialog med kommunens parcelhusejere om fremtidig energirenovering.
Usikre husejere
Når det kommer til barriererne for ikke at gå i gang med renoveringerne, siger en tredjedel af husejerne, at de er i tvivl om, hvad der er den rette løsning for at opnå energibesparelser. Herefter drejer det sig om økonomi, da en femtedel er i tvivl, om de kan fremskaffe finansieringen, og atter en femtedel tror ikke på, at energirenovering er rentabel på længere sigt.
”Energirenovering er kompliceret, og det opleves også sådan af mange husejere. Der er derfor behov for, at husejerne hjælpes på vej med både at vise hvilke potentialer, deres huse rummer, hvilke løsninger der er relevante og en afklaring af, hvordan en renovering økonomisk hænger sammen. Jo bedre økonomi der er i at energirenovere, jo hurtigere kommer husejerne frem til en beslutning om at komme i gang”, siger Henrik N. Knudsen.
Glade for renoveringen
Når man spørger de husejere, der allerede har gennemført en energirenovering om deres oplevelser med indsatsen, er de overordnet tilfredse med resultatet. Energibesparelserne svarer stort set til det forventede, og husejerne har i mange tilfælde opnået et bedre indeklima i form at højere rumtemperaturer og færre trækgener. Knap halvdelen forventer, at investeringen vil tjene sig hjem på energibesparelser, mens lidt over en fjerdedel ikke forventer det.
Tilfredsheden er dog så stor, at knap 90 pct. vil anbefale andre at gennemføre en energirenovering.
Yderligere information hos seniorforsker Henrik N. Knudsen eller seniorforsker Ole Michael Jensen.
Se eller download rapporten: Energirenovering. Incitamenter og barrierer blandt husejere i Furesø Kommune.