Næppe har AAU fået armene ned over en stor stigning i årets 1. prioriteter til bacheloruddannelserne på 14 %, før nye tal igen giver anledning til stor tilfredshed på universitetet. Det gælder søgningen til de 2-årige kandidatuddannelser, som mange vælger efter en afsluttet bacheloruddannelse, der typisk varer 3 år.
Fremgangen lander på 790 flere kandidatstuderende, fra 2.792 i fjor til 3.582 i år. En fremgang på 28 %.
Bemærkelsesværdigt er det, at kandidatoptaget er mere end dobbelt så stort som det antal bachelorer, der dimitterede fra AAU sommeren 2013, idet over halvdelen af ansøgerne kommer fra andre universiteter og professionshøjskoler.
Ud af de bachelorer, der dimitterede fra AAU sommeren 2013, valgte 1.644 bachelorer at fortsætte på en af AAU’s kandidatuddannelser, mens 1.941 andre bachelorer, fortrinsvis fra andre universiteter i ind- og udland, valgte at tage deres kandidatuddannelse ved AAU.
Mange kandidatstuderende i København
Ser man på mønstret i fremgangen på de 793 flere kandidatstuderende, markerer AAU’s afdeling i Københavns Sydhavn sig med en meget stor fremgang. Aalborg Universitet København står således for 435 af de ekstra 790 kandidatstuderende, medens 352 har søgt ind i Aalborg og 3 i Esbjerg.
Fordelt på fakulteter er stigningen i optaget således
• Humaniora 300
• Samfundsvidenskab 140
• Sundhedsvidenskab 150
• Ingeniør og Naturvidenskab 197
Fordelt på campusser fordeler stigningen sig således
• Aalborg 352
• København 435
• Esbjerg 3
Rektor Finn Kjærsdam siger i en kommentar
- AAU er inde i en spændende udvikling, hvor der i stadig højere grad bliver tale om en Graduate School, som det hedder i udlandet. Især afdelingen i København er præget af mange kandidatstuderende. Det kan måske tilskrives de studerendes stigende ønsker om at afslutte deres studier med en uddannelse, der letter overgangen til det efterfølgende erhvervsliv via AAU’s problemorienterede projektarbejde.
Kontakt
Rektor Finn Kjærsdam, tlf. 4055 8522