Prestigefyldt international pris til energi-professor fra AAU

Professor Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitet kan glæde sig over at modtage endnu pris for sit arbejde inden for effektelektronik. Denne gang er det 2014 IEEE William E. Newell Power Electronics Award, en af de mest prestigefyldte inden for området.

Lagt online: 29.08.2013

Det kræver en vis anseelse inden for effektelektronik at blive medlem og udnævnt til fellow af IEEE (Institute of Electrical and Electronics Engineers). Endnu større er det, når IEEE udnævner en til at modtage en af de ærefulde fag-tekniske priser, som de uddeler hvert år, og nu er den hæder overgået professor Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitets Institut for Energiteknik.

Han modtager 2014 IEEE William E. Newell Power Electronics Award, som uddeles til personer, der har ydet enestående bidrag til fremme af effektelektronik, og som er den højeste IEEE-pris indenfor det specifikke fagområde.

Frede Blaabjerg får prisen for ”bidrag til effektelektronik i vedvarende energi og motorstyringer”. William E. Newell var i halvfjerdserne en af de fremsynede pionere inden for effektelektronik og dens anvendelse, hvorfor IEEE for en del år siden besluttede at etablere denne pris i hans navn.

Professor i en ung alder

Professor Frede Blaabjerg får international hæderspris for sine bidrag til effektelektronik i vedvarende energi og motorstyringer

Frede Blaabjerg, professor, ph.d., civilingeniør, er 50 år gammel og er født i Erslev på Mors i Nordjylland og blev student fra Nykøbing Mors Gymnasium i 1982. Efter studentereksamen læste han til civilingeniør i Energiteknik ved Aalborg Universitet.

Efter kandidateksamen arbejdede han et par år ved Ascan Scandia i Randers, hvorefter turen gik tilbage til Aalborg Universitet, hvor han i en relativ ung alder blev udnævnt til professor i Energiteknik i 1998.

Fra 2006 til 2010 var Frede Blaabjerg dekan ved Fakulteterne for Ingeniør, Natur og Sundhedsvidenskab ved Aalborg Universitet, men returnerede efter eget ønske til forskningen.

Han er en af de mest anerkendte forskere i verden indenfor sit fagfelt (effektelektronik), som er elektronik, der kan styre vindmøller, solceller og dermed være med til at spare energi. Fagområdet er en styrkeposition for Danmark.

Frede Blaabjerg har sammen med nationale og internationale samarbejdspartnere skrevet hundredevis af artikler, og han har været hovedtaler på utallige konferencer over hele verden. Samtidig er han nok den mest citerede over de sidste 15 år indenfor fagområdet, og han har modtaget omkring 20 internationale priser og 10 nationale priser for sin forskning, herunder direktør Ib Henriksens Forskningspris, samt Grundfos-prisen.

I spidsen for Corpe

I de seneste syv år har han været redaktør af det vigtigste tidsskrift indenfor fagområdet, som qua hans redaktør-arbejde er blevet en af de mest anerkendte tidskrifter indenfor elektronik og elektroteknik.

I dag er han i spidsen for Center for Pålidelig Effektelektronik (CORPE), som er i tæt samspil med danske virksomheder og tidligere i år modtog han den prestigefulde Advanced Grant fra European Research Council, hvorfor hans forskergruppe tæller mere end 25 personer.

Forskningspolitisk er Frede Blaabjerg også meget flittig brugt – såvel nationalt som internationalt. Han har tidligere været formand for Statens Teknisk Videnskabelige Forskningsråd og har i de sidste år siddet i bestyrelsen for Højteknologifonden og Det Strategiske Forskningsråd. Han har også været brugt i EU’s 7’nde rammeprogram og er også aktiv i Science Europe.

Prisen består af en medalje i bronze, et legat og et diplom, som overrækkes ved en af de største konferencer i effektelektronik i USA.

Yderligere information/kontakt:

Professor Frede Blaabjerg, telefon 21 29 24 54