Kufferten er endnu ikke pakket, men passet ligger klart. Forude venter verden for den 27-årige cand.psych. og ph.d.-studerende Jonas Kristoffer Lindeløv fra Institut for Kommunikation. Han modtager nemlig i dag en af Uddannelsesministeriets EliteForsk-rejsestipendiater på 300.000 kr. Prisen får han overraket af HKH Kronprinsesse Mary ved en reception på Ny Carlsberg Glyptoteket.
- Stipendiet åbner en række muligheder for mig. Blandt andet får jeg nu chancen for at besøge forskere som John Kihlstrom ved University of Berkely i Californien og John Gruzelier fra Brain Science Unit ved Goldsmiths University of London, ligesom jeg vil benytte muligheden for at opsøge andre, interessante forskningsmiljøer omkring London. Jeg tror, at de nye diskussioner og perspektiver fra andre forskningsmiljøer vil udvikle mig som forsker og sikre, at mine publikationer bliver på højeste niveau. Et bagvedliggende formål for besøgene er også at udbrede kendskabet til vores forskning i neurorehabilitering og etablere samarbejder, der rækker ud over min ph.d., understreger Jonas Kristoffer Lindeløv.
Forskning i erhvervet hjerneskade
Det skorter dog heller ikke på rejseaktivitet i hverdagen for den nye legatmodtager. Han deler nemlig sin tid mellem gangene på Krogstræde og Hammel Neuro Center som ansat i den tværinstitionelle forskningsgruppe, Cognitive Neuroscience Research Unit (CNRU). Derudover er han også tilknyttet Dansk Neuroforsknings Center (DNC) i Århus. Forskningsfeltet er dog alle steder det samme: rehabilitering af arbejdshukommelse.
- Min forskning i rehabilitering efter erhvervet hjerneskade kombinerer to af mine store interesser. Min første interesse er optimering af tænkning, det vil sige, hvad vi kan gøre for at blive skarpere og tænke mere klart. I min forskning undersøger jeg derfor computerbaseret træning og hypnose. Min anden interesse er relationen mellem tænkning og hjernen. Den abstrakte relation mellem tænkning og hjerne bliver meget konkret, når personer får kognitive følger af erhvervet hjerneskade. Jeg motiveres dagligt af muligheden for at hjælpe denne store patientgruppe, men også af at bidrage til at forstå de underliggende mekanismer, som vi kan bygge fremtidens forskning på, slår Jonas Kristoffer Lindeløv fast.
Fakta:
- Uddannelsesministeriet uddeler i alt fem EliteForsk-priser og 20 EliteForsk-rejsestipendiater.
- Uddelingen foregår ved en konference på Ny Carlsberg Glyptoteket den 7. februar 2013.
- Læs mere på www.eliteforsk.dk
Kontakt:
Jonas Kristoffer Lindeløv, Ph.d.-stipendiat, Mobil: 4033 1097, jonas@cnru.dk