Royal Greenland fisker i AAUs videnshav

Den nordjyske seafood-virksomhed Royal Greenland har over en periode på 3 måneder fisket ny viden hos forskningsprojektet GLOBAL på Center for Industriel Produktion fra AAU. Undervejs i forløbet har Royal Greenland deltaget i en række workshops med det formål at klarlægge, hvordan virksomheden i fremtiden skaber en fælles kulturforståelse og vinder flere af de tilbud, de afgiver. Alt sammen til gavn for forretningen.

Lagt online: 22.10.2013

- Kort sagt, så havde vi et brændende ønske om at vinde flere prioriterede ordrer og derfor indgik vi et samarbejde med GLOBAL-projektet på AAU. Vi havde helt overordnet brug for AAUs hjælp til at klarlægge, hvordan vi bør drive og strukturere opgaverne iblandt vores afdelinger i forbindelse med en ”tender-proces”, fortæller Category Manager Lise-Lotte Callesøe York fra Royal Greenland.

Projektet GLOBAL er et EU-program for virksomheder i Nordjylland med vækst- og globaliseringspotentiale inden for alle brancher. Projektet tilbyder aktiviteter indenfor 9 særskilte indsatsområder – heriblandt ”Globale forsynings- og værdikæder”, hvor lektor Brian Vejrum Wæhrens fra Center for Industriel Produktion er styrmand.

Fra flere kulturer til fælles kulturforståelse

Organisationen bag Royal Greenland har tidligere været karakteriseret ved en diversitet af kulturer og således forskellige måder at gribe den konkrete opgave an på indenlands såvel som på tværs af datterselskaber i andre lande.

- Dette resulterede ofte i, at vi, grundet en travl hverdag, ikke altid formåede at sikre den holistiske tilgang til det fælles mål i ”tender-processen”. Og det var så her, at AAU kom ind i billedet. Vi havde en forventning om, at AAU kunne hjælpe os med at skabe et overblik over de mange forskellige kulturer i vores virksomhed og igangsætte nogle tiltag, der på sigt skal medvirke til at udvikle en fælles kulturforståelse på tværs af afdelingerne og dermed også styrke vores forretning, udtaler Category Manager Lise-Lotte Callesøe York fra Royal Greenland.

- Et af de specifikke tiltag er vores nye ”tender-komite”. Komiteen mødes 4 gange årligt og skal løbende arbejde med at skabe en kulturændring således, at de nye initiativer og handlemønstre med tiden bliver til en naturlig del af driften, fortsætter Category Manager Lise-Lotte Callesøe York fra Royal Greenland.

Teoretisk boost

Partnerskabet med AAU har gavnet organisationen såvel som forretningen Royal Greenland. Et af de væsentligste output af processen er, ifølge Lise-Lotte Callesøe York, det teoretiske boost.

- Det teoretiske boost fra AAU har været tiltrængt, fordi vi til dagligt ikke altid er bevidste om teorien, men handler ud fra erfaring og intuition. Og det gør det vanskeligt for en virksomhed at udvikle- og forbedre sig. Samtidigt har GLOBAL formået at inddrage praktiske eksempler i form af cases med problemstillinger fra andre virksomheder, som vi skulle forholde os til - og det har været rigtig godt.

AAU-samarbejde som alternativ til konsulentsamarbejde

Ifølge Lise-Lotte Callesøe York bidrager AAU-samarbejdet med en alternativ vinkling i forhold til et dyrkøbt samarbejde med et konsulenthus – og hun vil da også anbefale andre virksomheder at indgå et samarbejde med AAU.

- AAU byder ind med en teoretisk og økonomisk uafhængighed, som konsulenter ikke kan tilbyde og kan dermed være med til at sætte en ny ramme for fremtidig udvikling. Teamet hos GLOBAL tør udfordre vores virksomhedstro og har gennem hele forløbet stillet gode, kritiske spørgsmål, hvilket er irriterende godt, fordi man bliver tvunget til at forholde sig kritisk til sin egen måde at handle på. Og så har GLOBAL igennem hele processen haft en særdeles struktureret tilgang samt en evne til at tænke på tværs af virksomheden – og dermed også løsninger til vores fælles bedste. Derfor vil jeg også opfordre alle små-og mellemstore virksomheder til at samarbejde med AAU og helt særligt teamet bag GLOBAL. Den tid, som din virksomhed investerer i projektet er virkelig godt givet ud, fordi man får adgang til en ny teoretisk viden og nye perspektiver på ens daglige handlemønstre i virksomheden, afslutter Category Manager Lise-Lotte Callesøe York fra Royal Greenland.

Kontakt

Category Manager Lise-Lotte Callesøe York, Royal Greenland

Lektor Brian Vejrum Wæhrens, Center for Industriel Produktion på AAU