- Ved at bevæge sig rundt foran den interaktive skærm, kan brugerne panorere og zoome i forskellige 360 graders panorama-billeder, der er taget i og omkring Nordkraft. Ét af dem er et højopløseligt billede på 2,8 gigapixel, der er fotograferet fra taget af Nordkraft med en fantastisk udsigt over Aalborg by, forklarer kandidatstuderende Jan Sundgaard Schultz fra softwareingeniør- uddannelsen på Aalborg Universitet.
Projektmakkeren Simon Christian Munk Sørensen, som er kandidatstuderende i informatik, satser på at bruge sin snart afsluttede uddannelse til at skabe bedre bruger-oplevelser og mere brugervenlighed i IT-systemer. I det lys har ”Nordkraft 360” projektet været en lærerig udfordring.
- For at kunne gøre brug af systemet, kræver det, at man krydser nogle sociale grænser. For eksempel at man står helt tæt op ad en anden person for at zoome helt ind på billedet, men det bryder med den privatsfære, vi alle har. Det er en af de ting, vi har været interesserede i at finde ud af, hvordan folk håndterer, fortæller Simon Christian Munk Sørensen.
Et håb om at brugerne ville driste sig til at samarbejde med folk, de ikke kender i forvejen, er ikke blevet indfriet.
- Vi har dog observeret, at mange trækker deres venner og bekendte med over for at hjælpe dem med at bruge systemet. Et eksempel var en gruppe på tre drenge, der stod og legede med systemet. De kunne så se ud fra instruktionerne, at det var muligt at være op til fire personer, og derfor kaldte de hurtigt en kammerat over, siger Simon Christian Munk Sørensen.
Intuitivt for nogle – forvirrende for andre
Systemet gør det muligt at zoome helt tæt ind på foretrukne steder i bybilledet ved at samarbejde med de andre brugere, som har taget opstilling på måtten foran den interaktive skærm. I nogle tilfælde har brugerne dog været forvirrede over, hvad deres individuelle rolle i samspillet var.
- En ting, der er kommet bag på os, er at selv meget små børn også virker til at forstå, at der sker noget på skærmen, når man bevæger sig rundt på måtten. Der var for eksempel en lille pige, der ankom i klapvogn, som stod ved siden af måtten og dirigerede, hvor hendes far skulle gå hen på måtten. Så hun forstod koblingen mellem faderens og skærmens bevægelser, forklarer Jan Sundgaard Schultz.
Faderen og andre brugere, der har benyttet sig af systemet over 1300 gange i den måned, det har stået opstillet i Nordkrafts foyer, er blevet iagttaget på flere måder.
- Vi registrerer brugen af systemet gennem de data, som vi bruger til at styre panoramaet. Det er anonyme data, men via det kan vi genskabe den interaktion, som en person har haft med systemet. Det er blevet til en kæmpe mængde data, som vi kan bruge til at kortlægge de måder, folk bruger systemet på. Desuden har vi ”ligget på lur” for at observere, og vi har også interviewet nogle af de personer, der har brugt systemet, for bedre at kunne forstå deres oplevelse af det, siger Simon Christian Munk Sørensen.
De to afgangsstuderende nævner butiksvinduer som et oplagt sted, hvor lignende teknologi vil kunne anvendes til at gennemse forskellige produkter.
- Vi er også blevet kontaktet af en virksomhed, som viste interesse i at bruge systemet i forbindelse med deres projekter, hvor det også handler om at fremvise panorama-billeder, oplyser Jan Sundgaard Schultz.
Fakta:
• To kandidatstuderende ved Aalborg Universitet fra Software Engineering (Jan Sundgaard Schultz) og Informatik (Simon Christian Munk Sørensen), har lavet ”Nordkraft 360” som en del af deres kandidatspeciale. Specialet omhandler den måde, personer interagerer og samarbejder om en offentlig skærm.
• ”Nordkraft 360” er baseret på en interaktionsform kaldet Proxemic Interaction, som blandt andet gør brug af afstand, bevægelse og placering til at ændre den information, der vises på skærmen.
• De kandidatstuderende har samarbejdet med Nordkraft og fotograf Christian Olesen Obel.
Kontakt:
• Jan Sundgaard Schultz, mobil 2515 2361.
• Simon Christian Munk Sørensen, mobil 2759 2528.
• Lektor og vejleder Mikael B. Skov, Institut for Datalogi, mobil 2624 8922.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, mobil 2340 6554.