Statens rodebutik på nettet

De statslige styrelser og institutioner har oprettet en sand rodebutik på nettet. Det stort anlagte digitaliserings- og innovationsprojekt med digital post og e-mail som de centrale løftestænger ligner mest af alt en rodebutik uden hoved og hale. I stedet hober mails sig op hos myndighederne enten ubesvarede eller når aldrig frem pga. tekniske forsendelsesproblemer i den offentlige sektor.

Lagt online: 11.09.2013

Forskere fra Roskilde og Aalborg Universitet har i august måned efterprøvet om styrelserne og statslige institutioner er hurtigere og bedre til at svare på e-mail og digital post end kollegaerne i departementerne, kommunerne og regionerne.

I juni måned forklarede ministerier sig med, at de ikke har borgernære henvendelser, og man skulle nære større forventning om, at statslige institutioner og styrelser kommunikerer hurtigt og effektivt på nettet. Kortlægningen fra august måned viser, at det ikke er tilfældet. Forskerne fraråder på den baggrund borgerne at bruge digital post via borger.dk, men i stedet benytte enten traditionelle e-mails eller fysisk og telefonisk henvendelse.

Undersøgelsen peger på massive interne problemer i den digitale parathed, idet godt 80% af de 122 statslige institutioner ikke svarer på digital post, og hver tredje svarer ikke på e-mail. Hertil skal lægges det meget overraskende resultat, at de klarer sig dårligere end 2010, hvor forskerne gennemførte en tilsvarende undersøgelse om e-mail svartider. En række af de statslige styrelser og institutioner har slet ikke en digital postkasse og andre rapporterer om forsendelsesproblemer.

Styrelserne og statslige institutioner klarer sig for e-mail kommunikationens vedkommende ubetinget dårligst sammenlignet med kommunerne, regioner og departementer.

I den positive ende er forskerne blevet overvældet over alle de mange organisationer, hvor medarbejdere er gået ind i en dialog med forskerne for at finde årsagen til den manglende besvarelse af e-mail og digitale post, og hvor undersøgelsen allerede har givet anledning til ændring af procedurer, udarbejdet vejledninger, inviteret os på besøg for at hjælpe, skrevet i nyhedsbreve osv.

Se hovedresultaterne fra undersøgelserne i 2010 og 2013.
Se rapport: Digital kommunikation med den offentlige sektor, september 2013

Spørgsmål vedr. 2013-undersøgelsen kan rettes til ph.d.-studerende Jesper Bull Berger, Roskilde Universitet, tlf. 4174 3682, e-mail: jbberger@ruc.dk eller professor Kim Normann Andersen, Aalborg Universitet, tlf. 5142 1123, e-mail kandersen@dps.aau.dk