Teknologisk udvikling og økonomisk vækst har ikke udelukkende været positivt for samfundet. I dag står vi overfor konsekvenserne af gårsdagens beslutninger. Konsekvenser såsom global opvarmning, voksende byer og forurenede vandløb.
Med udstillingen ”Bæredygtige løsninger på samfundets problemer” vil studerende fra en række uddannelser under Skolen for Arkitektur, Design og Planlægning på Aalborg Universitet give deres løsninger på nogle af samfundets problemer; nogle studerende kommer med løsningsforslag til globale problemer, mens andre arbejder med problemer på nationalt eller lokalt plan. Det hele kan ses på udstillingen i Nordkraft, der er åben fra d. 17. til den 28. juni, og der er gratis entre.
- De studerende har arbejdet hårdt hele året med en lang række interessante emner som elbiler, arealplanlægning og klimaforandringens konsekvenser, så vi er stolte af at kunne lade vores studerende og dermed også fremtidens landinspektører, by-, energi - og miljøplanlæggere og geografer komme til orde og præsentere deres løsninger på udfordringerne, siger Michael Tophøj Sørensen, skoleleder på Skolen for Arkitektur, Design og Planlægning, Aalborg Universitet.
Få en dosis viden om samfundets udfordringer – og hvad vi gør ved dem!
Hver gruppe studerende skal udarbejde en planche, en såkaldt poster i forbindelse med deres afgangsprojekt. Og det er de posters, der udstilles i Nordkraft i juni måned. Posternes emner spænder vidt og handler blandt andet om energiplanlægning, byplanlægning, opmåling og kortlægning, arealforvaltning, udnyttelse af naturressourcer og konsekvenser af ekstreme vejrforhold.
- Vi vil opfordre nordjyderne til at besøge udstillingen, da det er en oplagt mulighed til at få ny viden om, hvilke udfordringer samfundet står over for i dag og i fremtiden. Og de studerende kommer med spændende bud på løsningerne. For eksempel arbejder en gruppe med at forbedre mulighederne for at dyrke grøntsager i byområder, og det kan være en del af løsningen på udfordringen med at få os danskere til at leve sundere. En anden gruppe er i gang med at undersøge de potentielle påvirkninger fra den aktuelle skiftergasudvinding på vores grundvand og mulighederne for at undgå forureninger, siger Ivar Lyhne, projektleder og adjunkt hos Institut for Planlægning, Aalborg Universitet.
Præmiering af de bedste posters
Udstillingen afsluttes med en dimissionsfest den 28. juni, hvor de studerende vil få overrakt deres eksamensbevis. Til dimissionen vil også de bedste posters blive kåret og præmieret.
- Vi glæder os meget til at være med til at kåre vinderne. Vi ved, at der vil være mange nytænkende og kreative løsninger, så det bliver en svær proces at vælge, siger Joan Thiesen, bestyrelsesmedlem i Miljøteknisk Gruppe i Ingeniørforeningen.
Juryen, der skal præmiere og kåre de bedste posters, er de tre fagtekniske grupper fra Ingeniørforeningen IDA - Nordjyske Planlæggere, Miljøteknisk Gruppe og Energiteknisk Gruppe – samt Den Danske Landinspektørforening (DDL).
Yderligere informationer:
Udstillingen ”Bæredygtige løsninger på samfundets problemer” åbner den 17. juni kl. 15.00 og varer til og med 28. juni i Kedelhallen i Nordkraft. Der er gratis entré.
Skolen for Arkitektur, Design og Planlægning uddanner bachelorer og kandidater inden for Arkitektur og Design, Geografi, By-, Energi- og Miljøplanlægning samt Landinspektørvidenskab. Skolen for Arkitektur, Design og Planlægning hører under Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.
Kontaktpersoner:
Ivar Lyhne
Projektleder og adjunkt på Institut for Planlægning, Aalborg Universitet
Tlf. 22 94 79 34, lyhne@plan.aau.dk
Michael Tophøj Sørensen,
Skoleleder
Skolen for Arkitektur, Design og Planlægning, Aalborg Universitet.
Tlf. 9940 8415, tophoej@plan.aau.dk
Udsendt af: Anne-Mette Bach, PR – og marketingskoordinator
Skolen for Arkitektur, Design og Planlægning, Aalborg Universitet.
Tlf. 2063 2022, anmeb@plan.aau.dk