Et trailertelt til cyklen. Et telt specialudviklet til toppen af højhuse. Eller en oppustelig campingvogn, der kan vugge behageligt i vandoverfladen.
Det kan være nogle af de ideer, der dukker op i løbet af de kommende måneder. Her skal studerende fra Arkitektur og Design på Aalborg Universitet nemlig udvikle konkrete bud på fremtidens telte og campingudstyr.
Projektet hedder ”Next-gen tent” og er iværksat i samarbejde med Isabella, Europas største producent af fortelte og campingtilbehør.
- Der er mange fordomme om camping, og dem skal projektet gerne rokke lidt ved. Vi vil vise, at camping kan være meget andet end at trille afsted med en campingvogn efter bilen. Samtidig er det et frisk pust at få de studerendes indspark. De ser tingene udefra og kan give os en masse inspiration, siger Martin Stoltze, udviklingschef i Isabella.
Rettet mod virkeligheden
Cirka 175 studerende deltager i projektet, der indgår som et traditionelt akademisk forløb med vejledning, aflevering af en rapport og efterfølgende eksamen.
- Det er rigtigt spændende at være med i projektet, fordi det forener de to linjer på studiet, arkitektur og industrielt design. Det giver ekstra appetit på opgaven, at arbejdet er rettet direkte mod virkeligheden i en virksomhed – og måske kan inspirere til et kommende produkt eller koncept, siger 22-årige Morten Jørgensen, der studerer Arkitektur og Design på Aalborg Universitet.
De studerende skal udvikle en konkret idé inden for forskellige temaer, som kan have langsigtet potentiale for campingbranchen, og som samtidig kan give de studerende et kreativt afsæt.
- Umiddelbart ser jeg selv mest potentiale i det tema, der hedder ”cykeltrailer-telt”, fordi outdoorlivet og ferier med motion er store trends. Men der kan gemme sig gode ideer under alle temaerne, siger Martin Stoltze fra Isabella og forklarer, at projektet også skal være med til at tiltrække nye målgrupper. I dag er det i høj grad børnefamilier og seniorer, som holder ferie i telt eller campingvogn.
- De eksisterende campister er meget glade for vores produkter, men det er ikke sikkert, at det er nok for de unge. Der skal måske nogle helt andre tiltag til, og måske skal man ikke kun se campingudstyr som noget, man bruger til ferie. Et telt kan fx også være et alternativt mødelokale i byen eller mobile cafeer, siger Isabellas udviklingschef.
”Next-gen tent” afsluttes i juni med eksamen og en visuel præsentation af ideerne.
Yderligere information/kontakt:
Martin Stoltze, udviklingschef i Isabella, tlf.: 26 28 96 76, mail: ms@isabella.net
Morten Jørgensen, Arkitektur og Design-studerende på Aalborg Universitet, tlf.: 26 37 81 14
Isabella A/S blev grundlagt i 1957 og er i dag Europas største producent af fortelte og tilbehør til caravans. Virksomheden har hovedsæde i Vejle og datterselskaber i Norge, Tyskland, England og Holland samt importører i bl.a. Sverige, Finland, Belgien og Frankrig.