- Vores spil kræver samarbejde og kommunikation. Formålet har ikke været at erstatte kanoture eller klatreture, som kan være udfordrende og lærerige oplevelser. Det er et supplement, og fordelen ved at bruge teknologi frem for de sædvanlige teambuilding-virkemidler, er at vi kan skabe en fantasiverden for brugeren, fortæller Henrik Dam Holst fra gruppen af medialogistuderende, som har arbejdet med spillet på 5. og 6. semester af uddannelsen i samarbejde med flere virksomheder.
Og der er andre fordele, som den medstuderende Janett Holst beretter:
- Man behøver heller ikke at udstille sig selv på samme måde, som man vil gøre, hvis man fx skal løftes af tre andre mennesker.
De seks studerende har selv undervejs i uddannelsen oplevet, at de burde være bedre til at huske at snakke sammen. Det blev afsættet for teambuilding-spillet, som opmuntrer deltagerne til at kommunikere flittigt:
- Idéen opstod ved, at vi som en gruppe nogle gange kunne sidde og glemme at kommunikere, hvad vi hver især egentlig lavede, hvilket til tider kunne ende med, at vi lavede ting, som modsagde hinanden. Derfor kom vi til at tænke på, at andre måske også kan glemme, hvor vigtig kommunikation i grupper egentlig er. Vi ville derfor lave noget, som kan være sjovt, og som ikke direkte linker til det arbejde, man laver, men som giver indsigt i behovet for kommunikation, siger Tine Pinholt Thorsen fra gruppen.
Besværlig sværhedsgrad
Spillet ”Colour Country” går ud på, at fire spillere sammen skal styre en figur, som prøver at komme op i toppen af et tårn. På vejen kan de både få point og støde på fjender, der skal skydes. Bevægelser, byggeri af platforme og affyring af skud kræver en samtidig indsats af flere spillere, og betjeningen foregår med malerbøtter, som er forbundet til computeren med en særlig type sensor. Det kræver samarbejde, kommunikation og overblik af deltagerne. Men det kræver samtidig en nøje justeret sværhedsgrad og indlæringskurve, og det er noget af det, de studerende har brugt tid på at justere.
- Da spillet er lavet til, at fire personer skal spille det, har det været rigtig besværligt at sætte sværhedsgraden i spillet. Spillet må ikke være for let, da folk gerne skal snakke sammen om at bruge det, men det må heller ikke være for svært, så de mister modet. Så sværhedsgraden er blevet testet mange gange, og vi er efterhånden nået til et punkt, hvor spillet starter nemt ud men bliver sværere og sværere. På den måde skaber det kommunikation, så det har potentiale som et teambuilding-redskab, forklarer Kasper Holm Bonde Christiansen.
Råd fra teambuilding-eksperter
De studerende har arbejdet sammen med virksomheden TUNO Teambuilding i Aabenraa, hvor indehaveren Uwe Andresen har hjulpet med gode råd om, hvordan spillet kan målrettes til at være gavnligt for teambuilding.
- Samtidig er det blevet testet på forskellige målgrupper ved en række lejligheder. I første omgang var 40 studerende her fra Aalborg Universitet Esbjerg forsøgspersoner, og efterfølgende blev det i forbindelse med Forskningens Døgn i Esbjerg afprøvet af over 124 børn, oplyser Kristian Jakobsen Sillesen.
Sammen med en ansat fra TUNO Teambuilding har de studerende også haft mulighed for at afprøve spillet på medarbejdere fra redningsflåde-producenten VIKING i Esbjerg, og senest er det i samarbejde med pædagoger blevet testet af en gruppe teenagere med Aspergers syndrom.
Generelt har reaktionerne på spillet været meget positive, fortæller Ellen Grigorian fra gruppen:
- I flere tilfælde er der folk, der har spurgt ind til, hvordan de selv kunne anskaffe det. Da vi startede med projektet, havde vi ikke regnet med, at der i sidste ende ville være marked for produktet. Men det er blevet taget rigtigt godt imod.
De medialogistuderende har endnu ikke taget stilling til, om de vil forfølge succesen og prøve at kommercialisere spillet.
Yderligere oplysninger:
• De medialogistuderende fra Esbjerg, som har lavet teambuildingspillet, er: Tine Pinholt Thorsen (mobil 3118 5490), Kasper Holm Bonde Christiansen (mobil 2064 1215), Janett Holst (mobil 5099 0243), Ellen Grigorian (mobil 2277 6155), Kristian Jakobsen Sillesen (mobil 2392 3659) og Henrik Dam Holst (mobil 2396 4427).
• Lektor Eva Petersson, Institut for Arkitektur og Medieteknologi, Aalborg Universitet Esbjerg, tlf. 2310 4456.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.