Ifølge turistorganisationen VisitDenmark bruger en international konferencegæst godt 3.000 kroner per døgn i Danmark, så der bliver både udvekslet viden og valuta. Elektronikkonferencen i 2016 vil fx give en anslået omsætning på godt 7,4 millioner kroner. I alt er der i løbet af 2013 blevet aftalt nye AAU-konferencer til en omsætningsværdi af omkring 50 millioner kroner.
- Der har været en kraftig vækst, og vi lå allerede langt over resultatet for både 2011 og 2012, før vi vandt den seneste konference, siger kongreschef Hanne Kristiansen fra den lokale turismeorganisation VisitAalborg. Ifølge hende er forklaringen todelt: - Det skyldes både, at Aalborg Universitet har skærpet opmærksomheden på at tiltrække faglige og videnskabelige konferencer, samt at vi fra VisitAalborgs side har intensiveret den opsøgende indsats, fortæller hun.
Kongreschefen og kollegerne opererer konstant med bud på små og store akademiske konferencer, og der er jævnligt noget at glæde sig over, når pilen peger i Aalborgs retning. Senest er det Institut for Elektroniske Systemer og professor Jakob Stoustrup, der har fået tildelt ansvaret for at afholde European Control Conference 2016 (EEC’16) med 600-800 deltagere over fire dage. Før det er der for nylig jublet over værtskabet for Rehva’s World Congress CLIMA med minimum 800 deltagere i maj 2016, hvor professor Per Heiselberg fra Institut for Byggeri og Anlæg er ankermand, og geodata-konferencen INSPIRE med mindst 600 deltagere i juni 2014 med professor Henning Sten Hansen fra Institut for Planlægning som tovholder. Klima-konferencen kan skabe en omsætning på over 18 millioner kroner, og geo-konferencen kan nå op over 12 millioner kroner.
De meget store deltager- og omsætningstal er der et mønster i: - Listen dokumenterer, at vi vinder et større antal store og prestigefyldte konferencer end tidligere, siger kongreschef Hanne Kristiansen.
Risiko for at falde igennem
Men når der er prestige på spil, er der også risiko for at falde igennem. For dekan Eskild Holm Nielsen fra Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet er det derfor vigtigt, at det tunge ansvar er fornuftigt fordelt, så forskerne og andre universitetsansatte kan koncentrere sig om det faglige, mens VisitAalborg og samarbejdspartnere står for det praktiske inklusive sælgerrollen med Aalborg by som vare:
- Uden det tætte og gode samarbejde ville det ikke være muligt at tiltrække så mange konferencer. Det har givet vores forskere nogle succesoplevelser, og uanset om det er en mindre workshop eller en kæmpe konference, er det vigtigt for dem, at det går godt, når de samler deres fagfæller og samarbejdspartnere. Det har betydning for deres anseelse blandt kollegerne i udlandet, og derfor oplever vi i mange tilfælde, at de netop får mod på at byde ind på de helt store begivenheder, når det er gået godt i mindre målestok, siger dekanen.
Ukendt men kompakt
At det for de arrangerende forskere i høj grad handler om prestige, bekræfter professor Jakob Stoustrup, der har været med til at gøre Aalborg til værtsby for European Control Conference fire dage i 2016:
- Der mødes forskere og industrirepræsentanter fra hele verden for at få den seneste nye viden inden for reguleringsområdet. Samtidig er det et centralt forum for industri- og universitetsforskere med henblik på at tegne fremtidens forskning inden for området. Derfor er det forbundet med høj prestige at blive værter, og der er typisk adskillige bud, der konkurrerer, i lighed med kampen om værtskabet for eksempelvis OL. Det giver derfor øget opmærksomhed for den lokale forskningsgruppe på AAU inden for området, siger Jakob Stoustrup.
Gruppen under Institut for Elektroniske Systemer har tidligere været vært for internationale konferencer, hvor VisitAalborg har stået for det praktiske. Organisationen har også spillet en hovedrolle i konkurrencen om at få ECC-begivenheden i 2016 til Aalborg ved at levere materiale af høj kvalitet til de personer, der har truffet afgørelsen. For det handler om at sælge byen rigtigt, understreger professor Jakob Stoustrup:
- Aalborg er en forholdsvis ukendt by i turistsammenhæng, og det kan gøre det sværere at vinde en konference til Aalborg i en hård konkurrence. På den anden side har Aalborg en række fordele ved at være meget kompakt. Lufthavn, banegård, konferencecenter, hoteller og midtby ligger tæt på hinanden. Ved andre konferencer er der typisk langt længere end ti minutter fra lufthavnen, og der er sjældent gåafstand mellem lokaliteterne.
Yderligere oplysninger
- Dekan Eskild Holm Nielsen, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 9940 9632, mobil 2944 8337.
- Kongreschef Hanne Kristiansen, VisitAalborg, tlf. 9931 7522, mobil 4082 9065.
- Professor Jakob Stoustrup, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 9940 8749.
- Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.