YouTube-hit bliver AAU-æresdoktor

Kendt amerikansk professor, som har fået en million netbrugere til at følge forelæsninger om lineær algebra og anden matematik på YouTube, bliver udnævnt til æresdoktor på Aalborg Universitet.

Lagt online: 10.04.2013

Professor Gilbert Strang - æresdoktor på AAU.Den 78-årige matematikveteran Gilbert Strang har tilbragt det meste af sin videnskabelige karriere på amerikanske MIT (Massachusetts Institute of Technology), der er rangeret blandt verdens førende universiteter. Han har publiceret over 150 videnskabelige artikler, og hans idéer og forskning har blandt andet haft betydning for så forskellige områder som informationsteori, autonome robotter og signal- og billedbehandling.

Gilbert Strang har i forvejen nære forbindelser til Aalborg Universitet. Sammen med professor Kai Borre fra Dansk GPS-Center på AAU har han skrevet lærebøger om koblingen mellem matematik og satellitbaseret positionering via GPS. De to vil benytte udnævnelsen og besøget i Aalborg til at drøfte de forskningsmæssige udfordringer, de er optaget af for tiden, men samtidig venter der den gæstende amerikanske professor en række møder med matematik-kolleger fra både AAU og de øvrige danske universiteter.

Som led i programmet holder Gilbert Strang også et ikke-teknisk foredrag med appel til et bredere publikum, der interesser sig for moderne undervisningsmetoder. På det område har Gilbert Strang selv været med til at flytte grænser, og det er også derfor, han er blevet et hit på YouTube. Flere af hans forelæsninger indgår i MIT’s tilbud om gratis undervisning via internettet (OpenCourseWare). Som antallet af visninger på YouTube dokumenterer, har Gilbert Strangs elegante og tænksomme undervisningsform været relevant for mange flere end de få udvalgte, som går på MIT.

Yderligere oplysninger:

• Udnævnelsen til æresdoktor sker i forbindelse med AAU’s årsfest fredag den 12. april.
• Professor Kai Borre, Dansk GPS-Center, AAU, tlf. 9940 8362.
• Institutleder Søren Højsgaard, Institut for Matematiske Fag, AAU, tlf. 9940 8801, mobil 2485 5748.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.