400 studiepraktikanter deltog ved premiere på "Project Slam"

Der var fuldt hus i Nordkraft i centrum af Aalborg, da tre modige AAU-studerende dystede til verdenspremieren på ”Project Slam”. Her skulle de studerende på kort tid præsenterer deres projekter på en inspirerende måde uden brug af traditionelle hjælpemidler som PowerPoint. Publikum og dommerpanel bestod af 400 gymnasieelever, der var i studiepraktik på universitetet.

Lagt online: 29.10.2014

Aalborg Universitet i alle tre campus-byer - Aalborg, Esbjerg og København - slog dørene op for Studiepraktik onsdag til fredag i uge 43, hvor knap 2.000 studiepraktikanter blev budt indenfor. På universitetet fik studiepraktikanterne, som primært var 3.g-studerende, mulighed for at følge et skræddersyet forløb på deres ønskede AAU-uddannelse og på tætteste hold opleve, hvad det vil sige at studere på Aalborg Universitet.


Begejstring for projekter

Mens studiepraktikanterne fulgte faglige programmer på deres valgte uddannelser onsdag, torsdag og fredag, havde Aalborg Universitet arrangeret ”Project Slam” på Nordkraft i centrum af Aalborg torsdag aften. Her dystede tre nuværende studerende i at præsentere deres projektarbejde – på mest inspirerende vis og uden brug af traditionelle PowerPoint-præsentationer.

I salen sad 400 studiepraktikanter, som bordvis pegede på deres favorit blandt de tre ”slammere”. Project Slam er en afart af Science Slam, som Aalborg Universitet har afholdt med stor succes to gange med premieren i 2013.

- Både de studerende, der slammede, og publikum var begejstret for fremlæggelserne af projekter i andre rammer og på andre vilkår end normalt. Slammerne brændte for at formidle deres projektarbejde og dét, de har lært, og publikum syntes, det var spændende at møde studerende i den form og se relevansen af deres projektarbejde”, fortæller Rune Steiness, der er medkoordinator på Studiepraktik på Aalborg Universitet og projektleder på Science Slam.

Studiepraktikanterne pegede på Sociologi-studerende, Nikolaj Korslund, som vinder. Nikolaj holdt et levende oplæg om gymnasieelevers mange forskellige identiteter og roller i forskellige kontekster. Et emne og en form der tilsyneladende gik rent ind hos publikum. De to andre slammere, Johan Ejstrud fra Matematik og Chenette Back Pedersen fra Dansk, holdt oplæg om Rubiks-terningen og queer-theory.


Gode ord med på vejen

Studiepraktikanternes evalueringer er endnu ikke landet på Rune Steiness og kollegernes bord, men han mener alligevel, at han kan konkludere, at det er gået godt.

- Vi hører løbende fra mange studiepraktikanter, og langt de fleste har rigtig mange gode ting at sige om deres studiepraktik på Aalborg Universitet, fortæller Rune Steiness.

FAKTA OM STUDIEPRAKTIK 2014

  • Studiepraktik løb af stablen i uge 43 den 22.-24. oktober 2014 på 64 forskellige studier på Aalborg Universitets campusser i Aalborg, København og Esbjerg

PRAKTISKE OPLYSNINGER

  • Transport til campus Aalborg for alle studiepraktikanter bosiddende i Nordjylland, som ønsker studiepraktik i regionen
  • 550 gratis overnatninger i Aalborg til studiepraktikanter fra andre regioner i landet
  • Gratis transport til Aalborg fra Struer, Ringkøbing og Århus for studiepraktikanter uden for Region Nordjylland samt gratis fællesspisning om torsdagen i forbindelse med studiepraktikdagene
  • Aalborg Universitet Esbjerg tilbyder både overnatning, gratis transport samt fællesspisning for studiepraktikanterne
    Studiepraktik på Aalborg Universitet arrangeres i samarbejde med Studievalg, Aalborg Kommune, Region Nordjylland samt det landsdækkende Studiepraktik-samarbejde.

YDERLIGERE OPLYSNINGER
Koordinator Charlotte Rhode, Den Centrale Studievejledning, Aalborg Universitet, tlf. 9940 9446.