Årets Historiske Bog kåres hvert år af Dansk Historisk Fællesråd, og de fem nominerede til titlen var fundet blandt årets omfattende produktion af historiske bøger og udvalgt af en fagkyndig komité. Det er første gang nogensinde, at en forsker fra Aalborg Universitet har vundet den prestigefyldte udmærkelse. Bogen modtog hele 54 procent af de afgivne stemmer og var dermed samtidig den mest suveræne vinder i de elleve år, afstemningen har fundet sted.
Forbrydelsens Ansigt fortæller forbryderbilledets danmarkshistorie i perioden 1850-1920, hvor det spæde overvågningssamfund blev til. Bogen, der er udgivet af Gads Forlag, er spækket med smukke billeder og rummer bl.a. baggrunden for, hvorfor de hver især blev taget.
Prisen, der er sponseret af Kulturministeriet og Krista og Viggo Petersens Fond, blev overrakt af formanden for Folketingets Kulturudvalg, folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (S).