- Olav Sorenson anses som en af de mest lovende forskere inden for strategi, iværksætteri og organisatorisk adfærd, lyder det fra professor Michael S. Dahl, leder af forskningsgruppen for Entrepreneurship and Organizational Behavior ved Institut for Økonomi og Ledelse.
- Olavs samarbejde med instituttet har øget omfanget og kvaliteten af forskning og ført til adskillige publikationer i førende tidsskrifter inden for området. Desuden har han været med-vejleder ved et ph.d.-projekt, og han hjælper og påvirker fortsat fremtidige forskere på instituttet, påpeger Michael S. Dahl.
Professor Sorensons forskning vedrører bl.a. økonomisk geografi, hvor han fokuserer på, hvordan iværksætteri påvirker regionernes vækst og konkurrenceevne i forskellige lande. I hans seneste projekter har han undersøgt, om tilgængeligheden af venturekapital påvirker regional iværksætterkultur og økonomisk vækst, og i hvilket omfang fordelene ved risikovillig kapital afhænger af andre faktorer, såsom arbejdskraftens frie bevægelighed.
Olav Sorenson voksede op i South Dakota og fik sin bachelorgrad fra Harvard College og hans kandidat- og ph.d.-grader fra Stanford University. Derefter har han forsket og undervist ved University of Chicago, UCLA, London Business School og University of Toronto, før han i 2009 kom til Yale University. Han har desuden haft kortere perioder på Hong Kong University of Science and Technology, SDA Bocconi, Universidad Carlos III, Melbourne Business School og Singapore Management University.
Udnævnelsen til æresdoktor sker i forbindelse med AAU’s årsfest den 11. april 2014.
Yderligere oplysninger
- Professor Michael S. Dahl, Institut for Økonomi og Ledelse, AAU, tlf. 9940 8268, md@business.aau.dk