AAU-æresdoktor med speciale i mikrobiel økologi

AAU-æresdoktor med speciale i mikrobiel økologi

Et tæt og langvarigt forskningssamarbejde med Aalborg Universitet har sikret professor Michael Wagner, der er leder af Institut for Mikrobiologi og Økosystem Videnskab på Universitetet i Wien, titlen som æresdoktor på AAU.

Lagt online: 09.04.2014

Når den 48-årige østrigske mikrobiolog, professor Michael Wagner, modtager titlen som æresdoktor i forbindelse med Aalborg Universitets årsfest den 11. april, er det et kendt ansigt på Institut for Kemi og Bioteknologi på AAU, der således modtager anerkendelse for mange års frugtbart samarbejde.

48-årige Michael Wagner, der er leder af Institut for Mikrobiologi og Økosystem Videnskab på Universitetet i Wien, har bidraget særdeles aktivt til forskningen i mikrobiel økologi, især relateret til kvælstof og svovls cyklus, mikrobiologi af tekniske systemer samt til bakterier, der lever i symbiose med svampe, dyr og mennesker. Hans gruppe er verdens førende på disse områder samt inden for udvikling og anvendelse af metoder til at studere enkelte bakterieceller direkte i mikrobielle samfund.

Siden 1998 har Michael Wagner samarbejdet med Aalborg Universitet, hvor han i dag er tilknyttet som ekstern professor hos Center for Microbial Communities. Her har han, sammen med centrets leder, professor Per Halkjær Nielsen, arrangeret workshops – eksempelvis InTiME, Innovative Techniques in Microbial Ecology – og de har sammen udgivet 14 publikationer.

- Professor Wagner udgiver et af de vigtigste tidsskrifter inden for vores område, Environmental Microbiology. Han har udgivet et væld af publikationer og været medforfatter på bøger – og så er han en fantastisk underviser og foredragsholder. Han er en stor kapacitet inden for sit felt, og derfor er det glædeligt, at Michael Wagner nu bliver endnu tættere knyttet til AAU, slår Per Halkjær Nielsen fast.

Yderligere oplysninger

• Professor Per Halkjær Nielsen, Institut for Kemi og Bioteknologi, AAU, tlf. 9940 8503.