AAU indvier Danmarks første center for kommunikation i sundhedsvæsnet

AAU indvier Danmarks første center for kommunikation i sundhedsvæsnet

AAU har netop indviet Danmarks første, tværfakultære center for kommunikation i sundhedsvæsnet. Her vil forskere fremover sætte fokus på de udfordringer, som patienter og sundhedspersonalet oplever i deres hverdag.

Lagt online: 04.09.2014

- Kommunikation er ikke bare en pille, lægerne kan sluge, og så bliver alt godt.
Sådan lød en af konklusionerne, da Danmarks første center for kommunikation i sundhedsvæsnet, Danish Institute of Humanities and Medicine (DIHM) blev indviet. Centret er skabt i samarbejde mellem Det Humanistiske og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og ledes af professor Srikant Sarangi, som er flyttet til Aalborg efter 17 år som leder af The Health Communication Research Centre på Cardiff Universitet. Baggrunden for det nye center er, at kommunikation mellem patienter og sundhedspersonale og sundhedspersonalet imellem giver stadig større udfordringer i sundhedsvæsnet.

- Det handler bl.a. om sproglige udfordringer, for både læger og patienter kommer i dag fra hele verden. Derudover opstår der hele tiden nye sygdomme, som skaber usikkerhed, ligesom vi oplever, at patienter i dag kræver større indflydelse på deres eget behandlingsforløb. Samtidig sker der lige nu en teknologisk udvikling, som stiller sundhedspersonalet overfor nye etiske problemstillinger. Der findes altså en lang række kommunikationsudfordringer i sundhedsvæsnet, og det er ikke muligt at løse dem ud fra kun én videnskabelig tilgang, understreger Srikant Sarangi.

På DIHM forenes derfor discipliner som kommunikation, læring og filosofi fra Det Humanistiske Fakultet med medicin og sundhedspleje fra Det Sundhedsvidenskabelige fakultet, og det er en helt ny tilgang i Danmark. Samtidig bliver udgangspunktet for forskningsprojekterne på det nye center de udfordringer, som patienter og personale inden for sundhedssektoren oplever i deres hverdag. DIHM har derfor allerede indledt et samarbejde med Region Hovedstaden og Aalborg Universitetshospital.

For yderligere information kontakt:


Professor Srikant Sarangi på tlf.: 99 40 73 57 eller på e-mail: sarangi@hum.aau.dk
Eller Bettina Jensen (sekretær) på e-mail: bettinaj@hum.aau.dk

Læs mere om DIHM

Billedtekst: Borgmester for Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen deltog sammen med bestyrelsesformand for AAU Lars Bonderup Bjørn, rektor Per Michael Johansen og leder af DIHM Srikant Sarangi i åbningen af det nye center den 29. august 2014.