Aalborg Universitet præsterer fremgang for samtlige retninger på universitetets ingeniørområde, vurderer National Taiwan University Ranking, der omfatter universiteter i hele verden. På den seneste NTU Ranking, som netop er offentliggjort, går ingeniørområdet på AAU samlet frem til en placering som nummer 180 i verden – op fra nummer 212.
Som eneste danske universitet på NTU Ranking har AAU opnået fremgang inden for alle universitetets ingeniørretninger, og for en enkelt retning, Electrical Engineering, er der tale om et regulært højdespring til en placering som nummer 70 i verden fra nummer 113.
For AAU’s øvrige ingeniørretninger er forbedringen af universitetets placering også markant:
- Civil Engineering: 107 (fra 123)
- Mechanical Engineering: 108 (fra 113)
- Chemical Engineering: 122 ( fra 143)
- Computer Science: 269 (fra 273)
NTU Ranking bygger udelukkende på universiteternes videnskabelige publicering i Web of Science og måler antal artikler, citationer og niveau.