Aalborg Universitets egne opsendelser af studenterbyggede satellitter har gennem årene fået en del opmærksomhed. Men lektor Jens Dalsgaard Nielsen fra AAU Space Center regner med, at ruminteressen når nye højder takket være postyret om Andreas Mogensen:
- Bemandet rumfart har altid haft stor bevågenhed, så med den første danske astronaut i rummet vil området naturligt få større offentlig bevågenhed. Vi håber på at få vakt endnu større interesse for ingeniørvidenskab og rummissioner. Unge mennesker kan se, at det er muligt selv som studerende at bidrage til en rummission, og at man kan komme til det ved at læse til ingeniør, siger Jens Dalsgaard Nielsen.
Navnekonkurrence på ny hjemmeside
Andreas Mogensens mission til Den Internationale Rumstation er berammet til oktober 2015. Her skal han blandt andet forske i konsekvenserne af vægtløshed og teste nye teknologier, der kan være med til at bane vejen for fremtidige missioner til fjernere himmellegemer.
Den europæiske rumorganisation ESA og Uddannelses- og Forskningsministeriet opfordrer alle til at deltage i en international konkurrence om at finde et navn til missionen via den nye hjemmeside www.esa-astronaut.dk. Hovedpersonen selv har hjulpet opfindsomheden på vej med et par inspirerende tip:
- På missionen skal jeg teste nye teknologier. Fx nyt kommunikationsudstyr, der gør det nemmere at kommunikere mellem Rumstationen og Jorden, og en ny beskyttende kropsdragt kaldet "Skinsuit", der kan modvirke de skadelige virkninger af vægtløshed. Jeg elsker sport og dyrker rugby, basketball og faldskærmsudspring, og så følger jeg gerne med i forskningen i astrofysik, exobiologi og evolution. Jeg håber, det kan give lidt inspiration til navnet på min mission, siger Andreas Mogensen i en pressemeddelelse fra Uddannelses og Forskningsministeriet.
Danske elever tager del i missionen
Navnekonkurrencen og lanceringen af den nye hjemmeside er også startskuddet til en række formidlings- og undervisningsaktiviteter op til og under missionen. I denne måned vil alle danske skoler og gymnasier modtage et brev fra Andreas Mogensen, der inviterer de yngste elever til at deltage i en LEGO-konkurrence, hvor de skal bygge modeller af Rumstationen.
De ældste folkeskoleelever og gymnasieeleverne inviteres til at deltage i en konkurrence, hvor de skal bygge en robot, der kan løse praktiske opgaver på Rumstationen.
Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen glæder sig også til at følge de mange aktiviteter op til og under missionen.
- Gennem hjemmesiden får hele nationen mulighed for at følge Andreas Mogensens forberedelser og mission til Den Internationale Rumstation. Jeg håber, at den og han vil inspirere rigtig mange danske børn, unge og voksne til at opsøge viden og interessere sig endnu mere for teknik og naturvidenskab. Jeg ser frem til at følge konkurrencerne og Andreas Mogensens træning og forberedelser, siger Sofie Carsten Nielsen.
Formidlings- og undervisningsaktiviteterne vil finde sted i hele landet og arrangeres og koordineres i samarbejde mellem det Nationale Center for Undervisning i Natur, Teknik og Sundhed, DTU Space, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Videnskab.dk og Naturvidenskabernes Hus.
Om missionen
• 10-dages mission til Den Internationale Rumstation, der kredser om Jorden i 400 km’s højde.
• Andreas Mogensen sendes op med en russisk Soyuz-kapsel fra den russiske Baikonur Cosmodrome i Kasakhstan den 4. oktober 2015.
• Op til missionen træner Andreas Mogensen både i Rusland, USA, Canada og Japan og sammen med både europæiske og amerikanske astronauter og russiske kosmonauter.
• På missionen skal Andreas Mogensen blandt andet teste nye teknologier og forske i konsekvenserne af vægtløshed.
Om navnekonkurrencen
• Forslag til navn og begrundelse indsendes til ESA via www.esa-astronaut.dk
• Vinderen af navnekonkurrencen kåres af ESA og offentliggøres i april 2014
• Vinderen får et indrammet missionslogo, signeret af Andreas Mogensen.
Kontakt for yderligere oplysninger
Om Andreas Mogensen
Kommunikationsansvarlig i ESA Rosita Suenson,
tlf. +31 652 062 158, e-mail: rosita.suenson@esa.int.
Om hjemmesiden og undervisningsaktiviteter
Projektleder Maiken Lykke Lolck, Naturvidenskabernes Hus,
tlf. 4058 4064, e-mail: mll@nvhus.dk.
Om den danske deltagelse i ESA
Specialkonsulent Cecilie Tornøe, Styrelsen for Forskning og Innovation,
tlf. 7231 8284, e-mail: ct@fi.dk.
Om AAU Space Center
Lektor Jens Dalsgaard Nielsen, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 9940 8734.