Flere skader hos trætte fodboldspillere – men hvorfor?

Flere skader hos trætte fodboldspillere – men hvorfor?

Hvorfor er fodboldspillere mere udsatte for skader, når de er ved at segne af træthed i slutningen af en hård kamp? Det prøver flere grupper af idrætsstuderende fra Aalborg Universitet at undersøge i projekter, som baner vej for grundigere forskning på området. De simulerede fodboldkampe uden bold foregår i teknologivenlig ny atletikhal i Aalborg.

Lagt online: 10.07.2014

- Jeg har selv været meget plaget af ankelskader, og det er min klare holdning, at der er en sammenhæng mellem træthed, hvordan du fornemmer dit fodled og hvor stor din chance er for skader. Jeg synes, det er typisk, at man oplever det sidst i kampen. Så det er klart dét, der har været inspirationen, fortæller Kristian Rodenkam Langer Mortensen, som selv er aktiv fodboldspiller og studerende på idrætsuddannelsen på Aalborg Universitet.

Ankelposition og styrke

Fodboldspillerne får målt deres evne til at positionere de sårbare led ved anklen.Sammen med studiekammeraterne Kasper Kyed Jensen, Anton Lund Gjedsted og Filip Gertz Olsen har han udsat otte aktive fodboldspillere for nøje udvalgte prøvelser. Indledningsvis får de målt deres evne til at positionere de sårbare led ved anklen. Målingerne gentages, efter at testpersonerne har fuldført et træningsprogram, som simulerer de løbemønstre og anstrengelser, en spiller gennemgår i en fodboldkamp. Formålet er at finde ud af, om trætheden gør spillerne dårligere til at positionere leddet rigtigt, fordi det i givet fald vil gøre dem mere udsatte for at træde forkert og få skader. De studerende sammenligner også fodboldspillernes styrke før og efter "kampen".

Én af de fodboldaktive forsøgspersoner er Rune Sejer Jakobsen, som studerer sundhedsteknologi. Også han har tidligere været ankelskadet.

- Det har jeg faktisk. I højre ankel efter en tackling sidst i træningen. Men det er ved at være nogle år siden. Jeg synes, jeg kan genkende, at skader kommer sidst i en træning eller sidst i en kamp, siger han.

Forebyggende råd til atleter og trænere

Professor Uwe Kersting fra Aalborg Universitets idrætsvidenskabelige forskningsgruppe og biomekaniske laboratorium følger spændt med i de studerendes eksperimenter i den nye atletikhal ved Gigantium i Aalborg:

Opildnende kampråb får Rune Sejer Jakobsen til at give den gas i styrketesten.- Alt i alt er der tre grupper, som kører undersøgelser om udmattelse i idræt. Vi har en gruppe, der tjekker udmattelse i håndbold, og så har vi de to grupper, som arbejder med fodbold. De kigger både på ledfornemmelse og på udmattelsens effekt på styrke. Det er kendt, at der sker flere skader i slutningen af en match, og vi formoder, at udmattelse har stor betydning. Vi vil gerne forstå, hvilke fysiologiske effekter der er vigtigst i den sammenhæng, så vi kan give råd til trænere og atleter om, hvordan de bedst kan forhindre, at de bliver skadet, forklarer Uwe Kersting.

Udmattelsesstudierne er de første, hvor Aalborg Universitet udnytter den nye mulighed for at forske i atletikhallen.

- Alle de forsøg, vi kører, skal være så realistiske som muligt, men vi har også brug for konstante betingelser. Hvis der er problemer med vejr og vind og regn, kan vi ikke nødvendigvis få pålidelige resultater, så derfor er det supergodt for os, at vi kan bruge hallen, når den ikke er optaget af atletikklubben. Vi har ikke plads til at lave forsøg som disse i almindelige universitetsbygninger, og her i hallen er der også taget højde for, at vi skal have mulighed for at bruge alt vores tekniske udstyr, som er nødvendigt for målingerne, siger Uwe Kersting.

Planen er at de studerendes bachelor- og kandidatprojekter skal følges op med grundigere forskning, som involverer flere udøvere:

- De studerendes projekter er begrænset til et enkelt semester, og derfor har vi ikke mulighed for at indsamle data om store grupper eller bestemte hold af atleter. 10 forsøgspersoner i et studie er ikke nok til at fastslå de sammenhænge, vi leder efter. Men vi bruger de her projekter til at udvælge metoderne til kommende større undersøgelser, siger Uwe Kersting.

Yderligere oplysninger