Fremstød for dansk-kinesiske SDC-uddannelser

Tre kinesiske studerende fra Sino-Danish Center for Education and Research besøgte onsdag Aalborg Universitet i Aalborg for at fortælle om forskellene på at studere i Kina og Danmark. Kineserne tager en dansk-kinesisk kandidatuddannelse i Beijing.

Lagt online: 01.05.2014

Sino-Danish Center (SDC) udbyder dansk-akkrediterede, toårige kandidatuddannelser på fuldtidsbasis i Beijing. De studerende er indskrevet på et dansk og et kinesisk universitet (University of Chinese Academy of Sciences - UCAS) samtidig og får en dobbelt kandidatgrad og et eksamensbevis fra deres danske universitet og deres kinesiske værtsuniversitet, når de afslutter uddannelsen.

De tre kinesiske studerendes besøg på AAU var en del af et besøg på alle otte danske universiteter, som deltager i SDC-samarbejdet. De kinesiske studerende fortalte om studielivet i Kina og om deres erfaringer med at studere sammen med unge fra en anden kultur.

- Et dansk sekretariat er tilknyttet uddannelserne under Sino-Danish Center, og de studerende vil opleve en fifty-fifty-fordeling på både forsker- og studentersiden, siger Jimmi Normann Kristiansen, PhD Fellow i Radical Innovation Management ved Institut for Økonomi og Ledelse.

- For studerende, der gerne vil prøve kræfter med Asien, giver uddannelserne ved Sino-Danish Center en unik mulighed for samtidig at studere i både nye og kendte rammer.

Jimmi Normann Kristiansen peger på, at viden om Kina i kombination med international erfaring kan åbne døren for stærke karrieremuligheder i danske og udenlandske virksomheder.

- De studerende kan profilere sig på Kina-kompetencer, som bliver stadigt vigtigere for danske virksomheders konkurrenceevne i Kina og herhjemme. Kina skal ikke blot betragtes som et produktionsland, men som et fremtidigt asiatisk videns-centrum, siger Jimmi Normann Kristiansen.

SDC er et strategisk forsknings- og uddannelsessamarbejde mellem de otte danske universiteter, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Chinese Academy of Sciences og University of Chinese Academy of Sciences. SDC blev etableret i 2007. Målet med SDC er at styrke samarbejdet mellem danske og kinesiske forskningsinstitutioner.
 

Læs mere om Sino-Danish Center for Education and Research