Fuldt hus da Science Slam indtog Studenterhuset

Fuldt hus da Science Slam indtog Studenterhuset

Studenterhuset i Aalborg var fyldt til bristepunktet, da Aalborg Universitet blændede op for Science Slam fredag den 25. april. Her dystede 6 AAU-forskere i at præsentere deres forskning på blot 6 minutter uden brug af digitale rekvisitter.

Lagt online: 28.04.2014

Køen foran Studenterhuset fredag aften var lang, da klokken viste 18.55, og der var fem minutter til, at dørene blev åbnet til Science Slam 14. Publikum var blevet varslet om at komme i god tid og med god grund. Et kvarter efter var salen fyldt og Studenterhuset måtte afvise op mod 100 gæster i døren.

- Interessen for Science Slam var overvældende. Det er imponerende, at så mange mennesker er interesserede i at høre om AAU's forskning på en fredag aften, fortæller projektleder Rune Steiness, der vurderer, at 250 publikummer var til stede i salen.

Han lover at forsøge at skaffe større lokaler til næste år, så alle interesserede kan få stillet deres interesse for AAU's forskning i andre rammer.

Forskere lærer af hinanden

Hans Hüttel, Lektor ved Institut for Datalogi, snuppede titlen som vinder af Science Slam i tæt opløb. Men selv mener Hans ikke, at det vigtigste ved Science Slam er at vinde.

- Det vigtigste er at være med. For mig var det bedste ved aftenen at være sammen med de andre deltagere. Jeg lærer en masse om mine kollegers udtryk og om det, de brænder for, ved at se dem performe. Ligesom i undervisning er der ikke én stil, der virker, men mange forskellige tilgange, der alle kan virke.

Hans Hüttel brugte sine 6 minutter på at fortælle publikum om at finde fejl i software, som er det emne han forsker i. Ikke umiddelbart et sexet emne, men han formåede at forklare og illustrere problemstillingen for publikum, som altså var begejstrede for Hans og hans medbragte rekvisitter, bl.a. to bolde og en papkasse. Selv er han ikke i tvivl om, hvad han kan lære af Science Slam.

- Det, jeg kan lære som formidler, er at fatte mig i korthed og at få det centrale budskab til at stå klart frem. Og så selvfølgelig også nye metoder til visualisering. En papkasse kan gøre underværker.

Science Slam vender tilbage i 2015 i april-maj. Den endelige dato er endnu ikke fundet, men hold dig opdateret på www.scienceslam.aau.dk, hvor der også vil komme billeder og videoer fra Science Slam 14.