Hæder til smerteforsker fra AAU

Hæder til smerteforsker fra AAU

Professor, dr.med. Lars Arendt-Nielsen, Aalborg Universitet, modtager dette års forskerpris fra Direktør Ib Henriksens Fond. Prisen er på 250.000 kr., som Lars Arendt-Nielsen får for sin banebrydende forskningsindsats inden for kroniske smerter og overfølsomhed i smertesystemet.

Lagt online: 19.11.2014

Lars Arendt-Nielsen er leder af Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved AAU, og han modtog onsdag den fornemme pris i København. Lars Arendt-Nielsen har spillet en central rolle i opbygningen af et smerteforskningscenter af høj, international standard ved Aalborg Universitet.

Gennem udvikling af nye teknologier er forskerne i dag i stand til at måle smerte og vurdere langt mere præcist end tidligere, hvilke dele af smertesystemet kroniske smerter påvirker. Kroniske smerter kan føre til ændringer af nervesystemet på mange måder, og forskerne kan i dag bedre afdække, hvad der sker med nervesystemet hos den enkelte patient og dermed give et bedre bud på den mest effektive behandling.

Center for Sanse-Motorisk Interaktion tiltrækker forskere fra hele verden, og centeret lægger stor vægt på at uddanne unge forskere og har gennem årene uddannet omkring 150 ph.d.er.

Stor værdi for industrien

Centerets forskning har endvidere stor værdi for den farmaceutiske industri, og Lars Arendt-Nielsen har etableret et omfattende samarbejde med internationale virksomheder om udvikling af nye lægemidler. Industrien kan benytte de målemetoder, som Center for Sanse-Motorisk Interaktion har udviklet, til at teste effekten af nye lægemidler til behandling af smerte.

Lars Arendt-Nielsen har tidligere været politisk engageret som fortaler for kroniske smertepatienter nationalt og internationalt, og han er i 2015 valgt som præsident for det globale smerteår i regi af International Association for the Study of Pain (IASP). Organisationen udbreder kendskabet til kroniske smertepatienters situation og deres reducerede livskvalitet og begrænsede muligheder for behandling.

Direktør Ib Henriksens Fond støtter forskning og videnskab samt unge, der ønsker at videreuddanne sig i udlandet.
 

Læs om Lars Arendt-Nielsen

Læs om Direktør Ib Henriksens Fond

Læs om Center for Sanse-Motorisk Interaktion