- Peter kan godt lide, at man klapper af ham, betroede DR’s Morten Remar de omkring 160 tilhørere fra AAU, da han mandag morgen klokken 8.30 tog fat på at varme publikum op til DR’s radioprogram Hjernekassen.
Peter – bedre kendt som Peter Lund Madsen eller Hjerne-Madsen – kom ikke til at vente længe på bifaldet. En halv time før Hjernekassen gik i luften direkte fra auditoriet i Cassiopeia-bygningen i Aalborg Øst, høstede Hjerne-Madsen dagens første klapsalver.
Og det var ikke Madsens sidste bifald på AAU mandag morgen. De 165 pladser i auditoriet var revet væk på bare to dage, og studerende og ansatte fra AAU blev underholdt og undervist i en særegen kombination i direkte radio, som kun Peter Lund Madsen kan levere.
Bistået af tre AAU-eksperter gav DR-værten sine lyttere og publikum indblik i så forskellige forskningsområder som metoder til at klassificere data, indie-film og neurale proteser. AAU-forskerne Hans Hüttel, Kim Toft Hansen og Winnie Jensen stod for udsendelsens specialistviden, som med Peter Lund Madsens sans for appetitvækkende servering gled let ned hos publikum.
Undervejs nåede Peter Lund Madsen også at give Hjernekassens lyttere et indtryk af Aalborgs historie og fortræffeligheder som turistmål. Hjernekassens besøg på AAU var første stop på en ’universitets-tour’, der også bringer udsendelsen til Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Københavns Universitet.