Lektor Jan Østergaard fra Institut for Elektroniske Systemer er ansvarlig for det tekniske setup på tværs af kloden, og han har sammen med kolleger udviklet den teknologi, som skal bruges til at streame lyden med mindst mulig forsinkelse. Selv på en god dag tager det dog tid at få signalet til Australien og tilbage igen via internettet.
- Vi har sagt til dem, der står for musik og koreografi, at de skal lave noget, som kan opføres med en lille forsinkelse. Hvis vi kunne sende med lysets hastighed, ville det tage 100 millisekunder for et signal at nå til Melbourne og tilbage igen. Vi kommer op over 350 millisekunder, og det er for langsomt til mange musikgenrer, hvis man skal spille sammen som normalt.
Men "som normalt" er heller ikke målet for Jan Østergaard eller de deltagende kunstnere:
- Vi prøver ikke bare at genskabe dét, der opstår, hvis man står på samme scene. Vi prøver på at skabe en ny scene. Det kan give spændende udfordringer for de optrædende, men der er også en udfordring i at fortælle det til publikum, som har mange års erfaring i at opleve en koncert eller et skuespil. De tænker måske mere på, at lyden er forsinket, eller at kunstnerne ikke reagerer på hinanden på samme måde, som hvis de er på samme scene. Vi kan ikke helt det samme, som når man står samme sted, men vi kan noget andet og mere. Det vil vi gerne have frem, siger Jan Østergaard.
Storskærme og åbne porte
Publikums reaktion må Jan Østergaard vente på til koncerten den 2. september. Imens har han og postdoc Jesper Hemming Sørensen travlt med at teste og optimere deres software i samarbejde med de kolleger rundt om i verden, som også bliver vigtige hjælpere, når det går løs. Auditoriet på ARoS bliver til lejligheden forsynet med fire meget store skærme, der viser, hvad der foregår i Melbourne, New York, Montreal og London. Tilsvarende vil kunstnerne de steder kunne følge med i begivenhederne på scenen i Aarhus.
- Vi tester netværket løbende som forberedelse. Det er vi nødt til, for der skal installeres en masse software og åbnes en masse porte på netværket, så vi kan nå hinanden. Samtidig skal vi sørge for at have afbrudt nogle dele af netværket, så folk ikke sidder og henter film ved siden af, mens vi skal bruge båndbredden. Der vil være variationer, fordi der er andre ude på internettet, så vi tester og tilpasser os. Vi véd, at vi har et netværk, som ikke er perfekt. Det tager vores software højde for, forklarer Jan Østergaard.
Den umiddelbare udfordring gælder koncerten på ARoS, hvor publikum skal have en god oplevelse. Men der er afledte effekter af anstrengelserne, som flere netbrugere kan få glæde af fremover:
- Det værktøj, vi har nu, er under stadig udvikling. Vi vil gerne have flere af de elementer med, som vi indtil videre kun har udviklet i teorien og vist i laboratoriet. Vores mål er, at man skal kunne bruge lyd og levende billeder over forbindelser, hvor man før slet ikke regnede det for muligt. Vi gør det ved at se på både streaming og på komprimering af signalet, hvor vi kan skrue på bitraterne og stadig tage hensyn til indholdet i musikken, fortæller Jan Østergaard.
Kloden - ikke bare København
En forløber for den nuværende udgave af værktøjet blev anvendt første gang til en cyberkoncert på Spil Dansk Dagen i 2010, hvor to hold musikere spillede sammen fra forskellige adresser i København.
- Denne gang spænder vi over hele kloden i stedet for blot 800 meter i København. Så det er den ultimative prøve for den her teknologi i forhold til forsinkelser. Hvis vi kan klare det, kan vi klare stort set alt, siger Jan Østergaard.
Kunstnerne må af praktiske grunde vente med at øve sig sammen under realistiske forhold. Teknikken skal først på plads, så ARoS er forbundet med de øvrige lokaliteter i de deltagende lande.
- For artisterne er der mange nye udfordringer, for de har aldrig spillet over netværk før, og jeg er ikke sikker på, at de helt véd, hvad det indebærer. Men det vil være rigtig dyrt at have dem til at komme og øve over netværket, så det har vi udskudt, så de faktisk først øver samme dag, som vi skal have den endelige event. Det er ikke optimalt – men spændende, siger Jan Østergaard.
Om forestillingen
- Optrædener fra fem forskellige byer i verden – New York, London, Montreal, Melbourne og Aarhus – forenes i én livekoncert på ARoS. Koncerten "Death Lines - A Memento Mori Collection" blander kunstarter som digtoplæsning, sang, musik og dans, der fremføres af en række kunstnere, bl.a. den cana¬diske singer-songwriter Cold Specks og newzealæn¬deren Lawrence Arabia, som befinder sig flere tusinde kilometer fra hinanden. Kunstnerne filmes og projiceres på storskærme på ARoS, hvor Aarhus-digteren Peter Laugesen, der har mere end 50 digtsamlinger bag sig, binder de enkelte dele sammen. Publikum får dermed en totaloplevelse af samspillet på tværs af kontinenter, kunstarter og kulturelle skel.
- Memento Mori beskriver en genre af kunstarter, som varierer bredt, men alle har til formål at minde folk om deres egen dødelighed for derved at blive bevidst om livets styrke. Fælles for kunstnerne, der deltager i koncerten, er, at de alle tidligere har arbejdet kreativt med døden som tema. Sat sammen bliver det derfor muligt at skabe en alsidig helhed med forskellige tilgange til det fælles udgangspunkt, døden.
- Læs mere hos Aarhus Festuge.
Kontakt
- Lektor Jan Østergaard, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 9940 8693, mobil 2295 9911.
- Postdoc Jesper Hemming Sørensen, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 9940 7516.