Hyldest til livskraftig 40-års fødselar

Hyldest til livskraftig 40-års fødselar

Aalborg Universitet runder et skarpt hjørne med sine 40 år, men universitetet er stadig ungt og spændstigt. Fødselsdagen blev fredag eftermiddag markeret i Aalborg med musik, taler og prisuddelinger - samt et rektorskifte: Per Michael Johansen (th.) afløser Finn Kjærsdam.

Lagt online: 09.04.2014

Aalborg Universitet blev fredag hyldet efter alle kunstens regler i Musikkens Hus i Aalborg i anledning af universitetets 40-års jubilæum. Aalborg Symfoniorkester leverede musikken, mens byens nye musikhus lagde koncertsal til festlighederne under overværelse af H.K.H. Kronprins Frederik og uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen i selskab med 850 indbudte gæster.

Selvom 40-års fødselaren i dag er et fuldvoksent universitet og for længe siden har indfriet sine grundlæggeres vildeste forventninger, var festens talere enige om, at AAU stadig har det bedste til gode. 

Formandenen for universitetets bestyrelse, Lars Bonderup Bjørn, understregede i sin tale, at AAU er en noget sammensat 40-årig:

- Aalborg Universitet har stadig vokseværk som i de bedste pubertetsår; universitetet har allerede overstået et par midtvejskriser; og universitetets fokus på relevans og tværfaglighed, studiemiljø og det nære samarbejde med by og virksomheder får mange studerende til at fløjte efter os trods en anelse selvfedme, sagde Lars Bonderup Bjørn.

Formanden konkluderede, at AAU ikke desto mindre "tager sig endnu mere lækkert ud som 40 årig end i sine yngre år" og har de pædagogiske redskaber til fortsat udvikling.

- På Aalborg Universitet deler vi regeringens vision og ambition om væsentlige forbedringer i både forsknings- og undervisningskvalitet, og vi ved, at ambitionen kan opnås gennem videreudviklingen af problembaseret læring.

Aalborg Universitetets afgående rektor, Finn Kjærsdam, fremhævede også AAU's ungdommeligt rastløse personlighed.

- Aalborg Universitet er stadig ungt – ja, nogen vil måske mene, at vi stadig er i lømmelalderen – men jeg er sikker på, at Aalborg Universitet i langt de fleste kredse bliver opfattet som et universitet, der har meget at byde på - for studerende, undervisere, forskere, virksomheder og myndigheder, sagde Finn Kjærsdam i sin tale.

Trods universitets vokseværk og hamskifter gennem årene bygger Aalborg Universitet i høj grad stadig på det samme stærke grundlag som ved fødslen i 1974 - navnlig den problembaserede læring, som i dag går under betegnelsen Aalborgmodellen.

- Denne model for PBL har vist sig at være en særligt effektiv studieform, fordi den på samme tid engagerer vores studerende i løsning af virkelige problemer og skaber værdi for universitetets eksterne samarbejdspartnere.

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen konstaterede, at med et universitetsjubilæum, et nyt musikhus og AaB til tops i Superligaen kan det ikke blive meget bedre i Nordjylland.

- Jeg tror roligt, man kan sige, at blæsten går frisk over Limfjordens vande, sagde Sofie Carsten Nielsen og gav Aalborg Universitet fuld anerkendelse for dets stærke tradition for at gøre akademisk uddannelse tilgængelig for alle, der ønsker den.

- Universitetet bidrager i høj grad til at fremme lighed og lige muligheder, sagde hun.

Efter festtalerne var det tid til uddeling af årets priser.

Roblon Prisen 2014 på 100.000 kr. gik til Jeppe Nørgaard Poulsen, der er forskningsassistent ved Center for Sanse-Motorisk Interaktion under Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet. Jeppe Nørgaard Poulsen modtog den store pris for et nytænkende speciale, som blev bedømt til topkarakter og går nye veje i lindring af smerte i forbindelse med blandt andet cancer. Læs mere om Jeppe Nørgaard Poulsen

Nordjysk Universitetsfonds Innovationspris på 100.000 kr. gik til professor Gert Frølund Pedersen, Institut for Elektroniske Systemer. Gert Frølund Pedersen fik den store pris for sin indsats inden for mobilantenner og mobiltelefoners antennekvalitet. Læs mere om Gert Frølund Pedersen

Bo Geng blev hædret med Spar Nord Fondens Forskningspris på 250.000 kr. for et multidisciplinært ph.d.-projekt om bekæmpelse af fantomsmerter gennem elektrisk stimulation ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet. Bo Geng modtog i 2013 et prestigefuldt Sapere Aude-stipendium fra Forskningsrådet for Teknologi og Produktion. Læs mere om Bo Geng

Lektor Hans Hüttel, Institut for Datalogi, blev hædret som Årets Underviser på Aalborg Universitet med Det Obelske Familiefonds Undervisningspris på 50.000 kr. Fire undervisere var indstillet til den populære pris, og de tre øvrige - adjunkt David Stevens ved Institut for Kultur og Globale Studier, lektor Sune Qvotrup Jensen ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde samt adjunkt Charlotte Overgaard ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi - modtog hver 25.000 kr. Læs mere om Hans Hüttel

Jubilæumsfesten dannede også ramme for promovering af årets doktorer og æresdoktorer. Aalborg Universitet fik tre nye doktorer i 2013: Oliver H.G. Wilder-Smith, Henning Sten Hansen og Jesper Kjeldskov. Læs om doktorerne

Universitetets fem nye æresdoktorer er Charles Goodwin, Olav Sorenson, Michele Curatolo, Michael Wagner og Henrik Iskov Christensen. Læs om æresdoktorerne

For Finn Kjærsdam er 40-års jubilæet den sidste årsfest, han fejrer som rektor for Aalborg Unversitet. Jubilæumshøjtideligheden i Musikkens Hus sluttede med, at Finn Kjærsdam overdrog universitetets rektorkæde til Per Michael Johansen, der 1. maj tiltræder som Aalborg Universitets nye rektor. Per Michael Johansen forsikrede, at han vil videreføre Aalborg Universitets tradition for problembaseret læring og arbejde for at gøre kvaliteten af universitetets uddannelser og forskning endnu stærkere. Læs om Per Michael Johansen

Rektor Finn Kjærsdam blev forud for jubilæumsfesten i Musikkens Hus tildelt kommandørkorset af Dannebrogordenen for sin indsats for Aalborg Universitet. Endvidere modtog fire ansatte ved Aalborg Universitet ridderkorset af Dannebrogordenen: Professor, ph.d. Birgitte Holm Sørensen, Institut for Læring og Filosofi, professor, overlæge, ph.d. Christian Torp-Pedersen, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, professor, ph.d. Jesper de Claville Christiansen, Institut for Mekanik og Produktion samt professor, dr.phil. Søren Dosenrode, Institut for Kultur og Globale Studier.

Under sin jubilæumstale hyldede Finn Kjærsdam årets ph.d.er, der havde taget opstilling på balkonen i koncertsalen i Musikkens Hus (foto herunder).

Publikum hylder årets ph.d.er i Musikkens Hus

Foto: Lars Horn/Baghuset

 

Nye doktorer ved Aalborg Universitet

Dr.scient. Oliver H.G. Wilder-Smith har opnået doktorgraden med en afhandling inden for smertemedicin. Læs mere om Oliver H.G. Wilder-Smith

Dr.scient. Henning Sten Hansen har opnået doktorgraden med en afhandling om kystzoner og klimaforandringer. Læs mere om Henning Sten Hansen

Dr.scient. Jesper Kjeldskov har opnået doktorgraden med en afhandling om design af mobil interaktion. Læs mere om Jesper Kjeldskov

 

Nye æresdoktorer ved Aalborg Universitet

Charles Goodwin, professor i anvendt lingvistik ved University of California at Los Angeles (UCLA), er udnævnt til æresdoktor ved Det Humanistiske Fakultet. Charles Goodwin er en førende ekspert i brugen af video til at opfange og analysere sprog og tegnsystemer i den menneskelige interaktion, og han er et kendt ansigt på Institut for Kommunikation og på Institut for Kultur og Globale Studier. Læs mere om Charles Goodwin

Olav Sorenson, professor i ledelse ved Yale School of Management, er udnævnt til æresdoktor ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Olav Sorenson er ekspert i forbindelsen mellem iværksætteri og regional vækst og konkurrenceevne og har samarbejdet med Institut for Økonomi og Ledelse og navnlig forskningsgruppen Entrepreneurship and Organizational Behavior. Læs mere om Olav Sorenson

Michele Curatolo, professor i anæstesiologi og smertemedicin ved University of Washington, er gjort til æresdoktor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Michele Curatolo arbejder inden for eksperimentel og klinisk smerteforskning og har samarbejdet tæt med Center for Sanse-Motorisk Interaktion, SMI. Læs mere om Michele Curatolo

Michael Wagner, professor i mikrobiologi ved Universität Wien, er udnævnt til æresdoktor ved Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet. Michael Wagner er i Wien leder af institut for Mikrobiologi og Økosystem Videnskab og har på AAU samarbejdet med Institut for Kemi og Bioteknologi. Læs mere om Michael Wagner

Henrik Iskov Christensen, professor og direktør for Institut for Robotteknologi ved Georgia Tech, er udnævnt til æresdoktor ved Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet. Henrik Iskov Christensen er ekspert i robotteknologi og uddannet civilingeniør og ph.d. fra Aalborg Universitet, hvor han også er tilknyttet som rådgiver for den nye bacheloruddannelse i robotteknologi. Læs mere om Henrik Iskov Christensen